I aftes havde jeg både lyst til at stikke halen mellem benene og krybe i et musehul.
Om eftermiddagen var jeg glad og tilfreds – forventningsfuld.
Jeg er ret imponeret over, hvordan jeg fiser op og ned på følelsesskalaen.
Og ja – det er en smule anstrengende – og årsagen til min fisen rundt i følelser er en bog!
Nej, ikke en købt bog – men min egen bog, der udkommer den 22.august: ”Værtindemanual for os med få kræfter.”
En ting var, at jeg tog de følelsesmæssige rutsjeture, mens jeg skrev bogen. Hvor jeg den ene dag bare var glad, havde snuden godt i sporet, for næste aften at føle, at det var da det værste hø, som ingen kunne have glæde af at læse. For at vågne om natten med ondt i maven og bare have lyst til at opgive det hele.
Jeg troede, det var hårdt at skrive den. Men det viser sig, at det næste kapitel – at få den trykt og ud i verden – også kommer med både kriller og knuder. Her er der også mindst 100 beslutninger, der skal tages.
I aftes var det trykningen, der overvældede mig: Hvilken slags papir? Paperback eller hardcover? Skal omslaget have mat, blank, soft touch eller ridsefri katchering? (katchering er et nyt ord i min ordbog. Det er dét, der gør omslaget blødt, blankt eller bare… fancy). Skal det være den ene eller den anden slags trykning? Tør jeg overhovedet investere kr. 20-30.000 i trykning?
En ting er de konkrete ting, som jeg skal tage stilling til – men problemet er vel i al sin enkelthed: jeg står overfor et nyt land, som jeg i teorien kender noget til, men nu skal jeg træde ud i det – og så bliver hele følelsesregistret aktiveret.
Igen lokker det-er-nemmere-at-lade-være-fælden og skynde mig tilbage til sofaen.
En fælde, som vi alle kender, og ikke mindst os, der har færre kræfter: Det er nemmere ikke at invitere. Ikke at være værtinde. Ikke at sætte noget i gang.
Det er ikke kun nemhed, vi længes efter.
Vi længes efter forbindelse. Efter mening. Efter at mærke, at vi stadig kan give noget – selv i små doser.
Derfor udkommer bogen.
Og derfor inviterer jeg stadig, selv når det virker lettere at lade være.
Det hjalp at få skrevet dette – så ..
Trykkeri – jeg ringer, når I åbner!