Så glemte jeg igen at tage min egen medicin!

Jeg har talt om det, skrevet om det, næsten prædiket om det:

Lad være med at bruge al din energi på mangler og fejl.
Du kan jo vokse af at det, du har, og øge det, du synes, at du gør godt!!!

Og hvad kom jeg hjem med i går efter at have fået feedback på mit manus til ”Værtindemanual til os med få kræfter”?

Ikke de mange flotte roser. Ikke alle de positive ord.
Nej – jeg kom hjem med seks siders noter om det, der kan forbedres!

Det minder mig om min tid som konsulent. Vi lavede mange analyser – både i trivsel på arbejdspladsen og brugertilfredshed f.eks. i hjemmeplejen. Hver gang skete det samme: ledelsen kastede sig over de 5 % af utilfredse, og nærmest overså de 95 %, der var tilfredse.

Selvfølgelig skal vi tage de 5 % alvorligt. Men ofte viste analyserne, at man alligevel ikke kunne ændre ret meget på de 4 %, fordi en del var bundet af vilkår, som man ikke kunne ændre på, og så er der dem, der grundlæggende ville være utilfredse – uanset om man hoppede på tungen for dem.

Jeg har aldrig sagt, at man ikke skal se på de 5 %, men hvilken værdi kan man tilføre sig selv og sit liv, hvis vi sætter lige så meget fokus på vores styrker? og hvordan vi kan få dem til at vokse – til glæde for os selv og helheden?

Og så tilbage til i går, hvor bogen først fik så mange – rigtig mange positive ord med på vejen:
– din bog er vigtig – den er letlæselig – du gør præcis det, du ville med bogen – der er så meget inspiration i den – …

jeg kan ikke huske meget af alle de andre positive ting!

Men jeg husker hver en detalje af de ting, jeg kunne gøre bedre.

Nu kommer pointen: jeg noterede ikke en dyt af det positive – mens jeg skrev 6 sider noter om ting, som jeg kan forbedre!!!

Forslag til ændringer er faktisk i småtings-afdelingen, så manus bliver færdig i dag!!!!

– men lige nu ville jeg da gerne kunne huske noget mere af alt det positive, der blev sagt (men jeg kan da huske, at den blev sammenlignet med en bog fra en kendt forfatter, der udkom i forrige uge: Din bog er bedre! og den er vigtig!)

Nå tilbage til redigering med håbet om: at vi bliver bedre til at sætte fokus på det, vi har, og det, vi kan.

Og du er meget velkommen til boglancering den 22.8 – tilmelding her

Skriv en kommentar

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.