Små praktiske løsninger der gør det lettere både at invitere og selv sige ja til fællesskabet.
Indimellem har jeg overvejet – og nogle gange også takket nej til invitationer – fordi det var nemmere at blive hjemme med de særlige behov, jeg har.
Jeg har brug for en stol med armlæn.
Nogle gange mulighed for at ligge lidt.
Jeg bliver syg, hvis jeg spiser kød.
Og nogle gange må jeg gå efter et par timer.
Samtidig hører jeg også værter sige, at de næsten ikke orker at invitere længere.
Der er efterhånden så mange forskellige spisevaner og behov, at det kan føles uoverskueligt.
I begge situationer hopper “det-er-nemmere-at-lade-være-fælden” med stor begejstring.
Men hvis vi falder i den, bliver nogle mennesker langsomt skubbet ud af fællesskabet.
Så lad os se på, hvordan vi kan gøre det lidt lettere.
Det her er ikke en facitliste – bare nogle erfaringer, der måske kan få jeres små grå til at finde jeres egne løsninger.
Jeg arbejder også på et skriv om at invitere mennesker med demens.
Hvis du har erfaringer med det, må du meget gerne skrive til mig på mona@monahvid.dk.
For frygten for at blive lukket ude af fællesskabet fylder både hos mennesker med demens og hos deres pårørende.
Her vil jeg bare nævne to områder, hvor usikkerheden ofte opstår:
- Særlig mad
- Fysiske behov
1. Særlig mad
Helt ærligt:
Jeg gider ikke bruge energi på at finde ud af, om folk har nykker eller allergier.
Jeg vil bare finde praktiske løsninger.
Det kan f.eks. være:
• Bed gæsten fortælle, hvad de kan spise
Så slipper du for at gætte.
• Sig ærligt, hvis det er svært for dig at tage hensyn til det hele
Så kan du spørge:
“Vil du tage noget med selv?”
Hvis svaret er nej, kan du sige:
“Så håber jeg, du kan spise lidt af menuen – ellers finder vi en ostemad.”
• Hvis maden bestilles udefra eller spises på restaurant
Så send menukortet og lad gæsterne vælge selv.
Målet er ikke perfektion.
Målet er, at folk stadig kan være med.
2. Fysiske behov
Adgangsforhold kan være en udfordring for mange.
Personligt bliver jeg glad, når værten på forhånd skriver noget i retning af: “Det foregår på 1. sal – men trappen er nem at gå på.”
Så ved jeg, hvad jeg kommer til.
Jeg spørger også altid, om der er en stol med armlæn.
Hvis ikke, tager jeg min egen med.
Faktisk fandt jeg løsningen lidt tilfældigt.
Jeg spurgte både hjælpemiddelcentral, ergoterapeuter og andre kloge hoveder om en stol, jeg kunne have med. De havde ingen løsning, så jeg havde den blå spisestuestol med – men jeg kunne ikke selv bære den.
En dag sagde min søster:
“Kunne det ikke bare være en havestol?”
Vi kørte direkte til Jysk og købte en for 225 kroner.
Den ligger nu fast i bilen og kommer med til alt muligt.
At kunne hvile – og gå igen
Tidligere havde jeg også brug for at ligge ned og hvile mig indimellem.
I starten var det meget grænseoverskridende at spørge, om jeg måtte tage et hvil på sofaen.
Derfor prøver jeg også selv at sige til mine gæster:
“Hvis du har brug for at sidde på en anden stol eller hvile dig lidt, så gør det bare. Sofaen og stolene er til fri afbenyttelse.”
Og så er der det med at gå tidligt.
Hold op, hvor var det svært i starten – især når jeg måtte gå lige før desserten.
(Og jeg elsker desserter.)
Men det bliver accepteret, når jeg siger det, som det er: “Min energikonto er brugt op, så jeg bliver nødt til at gå.”
Derfor prøver jeg også at sige til mine gæster: “Hvis du har brug for at gå tidligere, så lister du bare af med et lille vink.”
Målet er ikke perfektion
Målet er bare, at det bliver lidt nemmere både at invitere – og at tage imod invitationer.
For fællesskaber bliver fattigere, hvis vi kun kan være sammen, når alle er helt uden behov.