Det er så svært at opdage, når den mentale energi løber fra den fysiske

Jeg har aldrig været god til fysisk at balancere. I gymnasiet kom vores stramtandede lektor i legemsøvelser fra stående til, at hun ganske enkelt gled ned på gulvet af grin, ved at se mig på en balance-bom.

Hvorfor har jeg ikke udnyttet det, og levet af at være en klovn? sidder jeg her og tænker 40 år senere. Mona, for hulen! – dengang var kvindelige klovne ikke opfundet, og stand-up havde man slet ikke tænkt på, og der står man forøvrigt også “up.”

Nu balancerer jeg på et knivsæg for at balancere mellem, hvad mit hoved og min krop kan. Jeg er i kraftig bedring efter næsten 3 års sygdom. En så stor bedring, at vi er vist i kategorien “mirakler” eller tæt på.
Jeg og mine omgivelser er så glade og så taknemmelige!!!!
Det fylder mig, og jeg stråler (for det meste) af taknemmelighed og glæde.

Men ind imellem går det galt! Selvom jeg passer på hele tiden, og lytter efter og spørger min krop hele tiden, og så igen. Så falder jeg ned af knivsæggen: bliver så træt, så træt, får smerter og kan ingenting!

Så er der brug for selvdisciplin

Der er hele tiden brug for meget selvdisciplin, når man er på vej op, men når man mister balancen, så er der især brug for den.
Her er det kunsten:
– ikke at skænde på sig selv
– ikke at ryge ned i et mørkt hul.

Jeg øver mig, når jeg ligger i min hospitalsseng her i stuen, i at acceptere, at sådan er det.
At forklare mig selv, at du er nødt til at gå lidt over dine grænser ind i mellem, ellers kommer du ikke videre.
Når jeg gør det, kan jeg høre mig selv stå og undervise om vigtigheden af at komme ud af komfortzonen og vove – for ellers forbliver man ikke levende.

At vove er at tabe fodfæste en kort stund.
Ikke at vove er at tabe sig selv
(Citatet tillægges Søren Kierkegaard, men det er ikke ham, der har sagt det)

Og jeg er blevet meget bedre til ikke at ryge i de sorte huller, og “skideballereringen” er helt stoppet. Men hvor har det taget tid, og hvor har det kostet mange tårer.
Det har også udviklet min evne til at krabbe mig selv op af tristheden, vreden, frustrationen. Jeg har fundet min teknik, hvor jeg går ned i følelsen: græder, skælder ud (kun på mig selv), ….

Brug for at få det UD, stilhed for at kunne acceptere

Her har jeg ofte brug for “vidner” til mine følelser: nogle der vil høre på mig.
Nogle som kan rumme mig og mine følelser, uden at komme med gode råd om, hvad jeg kunne have gjort eller fortæller mig alt det gode, der er i mit liv nu, og hvor meget jeg kan, som jeg ikke kunne tidligere bla. bla. bla.

Glem det – jeg ved det godt! Sådan én som mig har bare brug for at få det UD. (Andre kan have det anderledes og have brug for at blive mindet om.)

Hvor er det godt, at telefonen er opfundet, for ellers havde min søde nabo været slidt ned til sokkeholderne. Jeg har en håndfuld i mit nære netværk, som kan klare mosten – og tak for, at de har holdt til det.
Det er én af dem, der siger: “Jeg kender ingen som dig, der kan krabbe dig op af hullerne på så kort tid.”

Efter at tingene er kommet UD, så har jeg brug for STILHED. Hvis jeg ikke var træt i forvejen, så bliver jeg det. Hvis jeg er i stand til at gå én af mine små ture, så gør jeg det, ellers ligger jeg bare og ser på skyerne.

Derefter kommer accepten og roen, og jeg kan bruge al min energi igen på restituering og healing.
Hvor lang tid det varer, er ikke til at sige. Denne gang tager det vist fra flere til mange dage.

Dette er min metode til at krabbe mig op, andre har deres. Det vigtige er at finde metoder, men også være åben for, at de kan variere.

Jeg må melde afbud igen og igen

“Når jeg har lovet noget, så holder jeg det” har været én af mine værdier, men den har jeg også måtte give køb på.

Her har et maleri hjulpet mig, hvorpå der stod:

“Når du har sagt A …… må du sige hvad som helst”

Det skriver jeg om en anden dag.