Den 22.8 var dagen for boglancering af Værtindemanual for os med få kræfter
Invitationen skulle matche bogens budskaber, så alle blev bedt om at medbringe et champagne eller vinglas, en stol, et lille campingbord eller et større bord med et flot sølvkandelabre – der var frit spil til den udendørs lancering.
Jeg var blevet helt overvældet af naboernes tilbud om at hjælpe fra at lave lækre hjemmelavede sandwich, til lækre kransekagestykker, til at sørge for kaffen, til at hjælpe med alt muligt andet. Og jeg spurgte ikke engang om hjælp – jeg fik den tilbudt – virkelig fantastisk!
Efter nogle dage med strålende sol, så skiftede vejret på dagen. Det blæste med 8 m/s lige netop fra en vinkel, så det vil give meget sus i skørterne. Og skyerne trak sammen. Der var tilmeldt 43 og godt 20 havde sagt, at de nok kom.
Kl. 12 måtte jeg træffe afgørelsen: vi måtte flytte lanceringen indendørs i et lokale med plads til max 40!!!
Da jeg havde sendt beskeden ud, gav jeg mig tid til at tjekke min telefon – der var 3 afbud og 15 skrev tillykke, og skrev, at de desværre ikke kunne komme.
Aldrig som i aldrig har jeg været så taknemmelig for afbud!
Vi blev 44! At der var mindre albuerum gjorde, at man kom til at sidde sammen med nogen, som man aldrig havde mødt før – men snakken gik rundt ved bordene med nysgerrighed og åbenhed overfor dem, de nu tilfældigvis var kommet til at sidde sammen med.
Det blev til et par suveræne timer – og ved I hvad: Det sagde alle, der var med!
I kan fornemme stemningen og høre både taler og sange på denne udsendelse fra boglanceringen.
Jeg kan bare sige, at det er sjældent, at jeg har nydt noget så meget, som jeg gjorde den dag!
Da lanceringen var overstået, var jeg færdig – satte mig på en stol, mens folk vimsede rundt og ryddede op.
Fik lige en hilsen fra min gamle værtinderolle, der brysk sagde til mig: “Kan du tillade dig at invitere 44 gæster og bare nyde det, og de andre må tage slæbet?” Hun fik et gok i nøden og blev bedt om at holde mund.
Efter 45 minutter var alt ryddet – vi var et par stykker, der bare faldt ned i sofaerne og efternød – også de vildt mange blomster.
Buket-butleren.
På billedet er der kun et mindre del – men mange havde været så geniale, at de kom med blomsterne i vaser – enten syltetøjsglas eller vaser fra genbrug. Det er altså en genial ide, så der blev slet ikke brug for “Buket-butleren,” der skulle tage imod blomster og sætte dem i vase.
Næste morgen spurgte jeg min søster: “Hvordan har du det efter alt det knokleri?”
“Knokleri???” – hun så overrasket på mig “Vi knoklede ikke! – vi var jo fælles om det”
Jeg var høj i mange dage efter den fantastiske dag
– senere skriver jeg om, hvordan bogen er blevet modtaget (kan lige afsløre at kl. 22 fik jeg en mail fra én, der allerede havde læst bogen og hun ville gerne bestille 4 mere – for den skulle hendes veninder have, selvom de havde masser af kræfter).