Foredrag
Nej, det handler ikke om penge, men at investere i sig selv og sin energi i at skabe sin 3. alder – uanset om du er 58 eller 79 år.
Og det er investeringen værd!
Du undgår måske den depression, som en del ramler ind i, når de forlader arbejdsmarkedet.
Gevinsten er især den glæde, det giver at blive medskaber af det næste kapitel af sit liv.
Og det er jo ikke bare en kort overgang, for mange af os kommer til at leve over 30 år i den 3. alder.
Investeringen starter meget tidligt, men intensiveres for mange i begyndelsen af 60-erne, og den fortsætter til meget langt op i årene.
Selvom du ikke vil forlade arbejdsmarkedet, så venter mange af livets store overgange. Og overgange betyder, at man forlader noget, og er på vej til noget nyt. Det er ikke sikkert, at man kan planlægge sig til det hele – nogle gange vil livet noget andet. Men man kan styrke sin nysgerrighed og udnytte, at du måske for første gang i dit liv, kan skabe dit liv uden at skulle bruge de fleste vågne timer på at tjene til dagen og vejen.
Vi forandrer os hele tiden – uanset om vi bryder os om det eller ej, men der bliver skubbet til os, når vi står i de store overgange. F.eks. vil mange – måske de fleste – få brug for at finde nye fællesskaber – og hertil har Mona Hvid nogle gode ideer til, hvad man kan gøre.
Jeg har hele mit liv været inspirator – bl.a. inspireret til at bruge stenene/benspænd/ bumpene i livet til noget nyt.
Jeg har arbejdet med overgangen til den 3. alder i snart 25 år – jeg fortæller, hvordan jeg blev opfordret til det i slutningen af 90-erne i foredraget.
Nu er jeg ved at afprøve det i praksis, samtidig med at jeg i det små fortsætter med at arbejde som foredragsholder og forfatter.