Kl 5.08 jeg vågner – min krop siger nej-nej. Den nærmest råber det: mine lunger piver, det har de ikke gjort siden jeg stoppede med astmamedicin i juli 2017 ( trods lægelig modstand). Min ryg gør ondt og vil ligge ned. Mit hoved føles underligt.
Konstaterer: Jeg kan ikke komme på messen i dag – og måske heller ikke i morgen. Jeg klarede 4 timer i går, det var så spændende, berigende men også ….. jeg kan ikke finde ordene, der beskriver det.
Modsætningerne mødes og slås
Når jeg reflekterer, så er en messe meget modsætningsfyldt:
På den ene side kan du her møde de mennesker og virksomheder, der ved og kan allermest indenfor branchen. Her er så meget inspiration og fordybelse at hente.
På den anden side viser det også det samfund, vi har skabt:
– hastighed
– jage forbi livet i store menneskestrømme
– skrabe til os
– forbrug både af ting / viden / inspiration
– over-forbrug
– mainstream i sin værste betydning.
Det her er måske årsagen til, at det for så mange er så svært at opdage livet, før det er for sent – bliver indhentet af stress, sygdom eller helt kontant: manden med leen kommer forbi.
På den ene side en meget turbulent og meget urolig energi.
Mange kan ikke tackle det store udbud og haster lidt hvileløst rundt, lytter lidt her, tager lidt slik der, samler sammen af alle de gratis ting, der bliver tilbudt.
Når de standser op og får en snak, siger de “overvældende” og “kan ikke beslutte mig, der er så meget.”
På den anden side er der dybe koncentrerede samtaler med mennesker, som man ellers aldrig ville have mødt.
Dørene åbner sig for nye måder at se virkeligheden på.
Wauvv sådan kan verden også se ud, sådan kan man også tænke. Der sås frø: nogle vil hurtigt spire, andre vil måske ligge i årevis, før de begynder at skabe nyt liv, de fleste vil nok gå til grunde i trængslen.
Frygten for at gå glip af noget
Jeg ser en pige på 10-11 år, hun er spinkel – bærer 3 af de store stofbæreposer med de lange hanke, som flere udstillere deler ud.
Poserne er store, når jeg ser på pigen virker de koloenorme, mega store – en på hver skulder, den tredie er skubbet om på ryggen. De er fyldt med flyers, kort, slik, foldere og alt det andet, som man kan få forærende.
Hun har travlt, styrter afsted fra stand til stand og samler sammen. Poserne er ved at være for tunge til hendes spinkle krop.
Jeg ser rigtig mange børn slæbe rundt på flere fyldte poser, mens deres øjne tjekker standene på begge sider af gangen: Er der noget, som jeg må få, noget som jeg ikke må gå glip af?
Børnenes adfærd er mindre camoufleret end de voksnes, men jeg kan mærke, at mange har den samme energi.
Mange er fortravlede – de stod i lange køer i bidende kulde foran indgangen, før messen åbnede. De styrter afsted for at nå det hele. Der er så mange spændende, inspirerende og berigende tilbud, og de skal helst ikke gå glip af noget.
Vælger vi det hele og går glip af det halve?
Det værste er måske dem, der ikke kan vælge og ikke vil gå glip af noget, som når folk begynder at udvandre i massevis i et meget intenst øjeblik med en forfatter. Fordi der nu er nogen, man hellere vil høre.
Er det sådan vi vil leve?
Det er vel sådan, at vi ofte lever vores liv – jeg har i hvert fald gjort det, indtil min krop sagde nej.
I går måtte jeg køre hjem – nåede ikke det spændende foredrag om at omsætte en dagbog til en fagbog – inspiration til min håndbog i at blive syg og overvinde den (næsten) – i dag må jeg blive hjemme, i morgen aner jeg jo ikke noget om endnu.
Gå glip af noget mere
Hav en herlig lørdag, hvor du vælger det tempo, der passer dig. Hvor du forhåbentlig bevidst vælger ikke at være styret af overforbrugs-samfundet: overforbrug af ting, mennesker, inspiration og ikke mindst energi.
16. november 2019 efter debut på Bogforum i Bella Centret