– eller, hvad der også kan ske en “almindelig” søndag
Smerterne i ryggen er igen til morgen slemme. Jeg må sluge en kamel og gøre det, som jeg har tænkt på i flere dage: gå med rollator indendørs. Det er gået fremad i de tre sidste måneder, med enkelte tilbagefald, men denne gang er det meget smertefuldt.
En veninde ringer for at høre, hvordan det går – og efter lidt snak, så græder jeg. Det gør ondt, og det smertestillende virker ikke, selvom jeg tager nogle af de stærke kanoner.
”Har du prøvet en ultrarød lampe?” spørger hun. Anede slet ikke, at noget sådant eksisterede. ”De er ikke ret dyre, og der er sikkert mange, der har én stående, som du kan låne.”
Læser lige på nettet, hvad sådan en karl kan, og laver så et opslag på vores lokale Facebookgruppe:
Der gik ganske få minutter, så skrev Mary (som jeg overhovedet ikke kender): ”Jeg har én, som du må få”
Min kære nabo henter lampen – og den virker, det er ikke mirakler, men jeg kan mærke en tydelig reduktion af smerterne.
Et tilfældigt møde
I sensommeren kørte jeg en søndag til stranden. Her er et bord under et stort træ ved p-pladsen. Satte mig på min rollator og læste for første gang min kommende bog på papir – sad med blyant, stregede ud, skrev til, flyttede et afsnit osv. Det var sket et hav af gange på skærmen, men denne gang havde jeg brugt en stor gren fra et træ, der var lavet til papir.
Flere kom hen for at høre, hvad jeg lavede. Dejligt med disse hyggelige passiarer.
En kvinde var helt vild med min ide – syntes, at den var så anderledes tænkt.
Det er nogle måneder siden, og i går skrev hun, om hun måtte komme for at købe mig bog – ja, hun købte to: “Når den er så billig. Jeg vil bruge den til mandelgaven for de voksne. Børnene er nu alle i 20-erne, og hvis de vinder den, så kan de vælge, hvem de vil give den til”
Det var selvfølgelig dejligt, men endnu bedre var vores samtale, hvor vi sprang alle de indledende small-talk over. Gik hurtigt lige til benet med noget, der så meget svært ud, men som viste sig at rumme et meget stort udviklingspotentiale.
Sådanne samtaler er guld – vi var begge meget glade og opløftede, da vi sagde farvel. Efter 15 minutter – måske 30, aner det ikke.
Vores lille by gav flere gaver
Nogle gange kan forstyrrelser hjælpe. Det kan være at sætte sig for at skrive som nu, eller skifte kulisserne ud – det kan være med til at det, der gør ondt – på den ene eller den anden måde – ikke længere får lov til at fylde hele scenen.
Så naboen og jeg tog på et lille julemarked i Kulturladen. Det var så fedt – allerede udenfor blev man budt velkommen, hvor der var gran og andet smukt. Gangen i sig selv var en oplevelse, et sted, hvor øjet måtte gå på opdagelser – sådan var den pyntet.
Stemningen og duften af julegløgg slog os i møde. Her var ikke mange stande, men de bød alle på lækre hjemmelavede ting: nisser, strik, juledekorationer, glas for ikke at forglemme den mest fantastiske hjemmelavede nougat (og småkager og …).
Ved hver en bod blev vi taget imod med ægte interesse og glæde over at kunne vise os deres ting. Ikke bare nu-skal-vi-se-at-få-solgt-noget, men glæde og stolthed over markedet og deres varer.
Se, det var et anderledes julemarked – og nissen, der hviler sin arm på lakridskonfekt, flyttede ind hjemme hos mig.
Den er meget lille, men den (og noget mere) har skabt noget nyt: Der har aldrig været julet en måned før jul hos mig – ikke engang, da sønnike var barn.
En ganske almindelig søndag – og dog
