Et nyt liv begynder i dag

Ja, det gør det faktisk hver dag, hvis vi tør gøre det!
– men i dag er en særlig dag: Min virksomhed har 8 års fødselsdag, og jeg starter på at leve på en anden måde: totalt uden sukker (og dermed også glutenfri, for gluten bliver til sukker).

Hvorfor gør jeg det?

For 14 dage siden fik jeg at vide af specialisterne på Køge Sygehus, at jeg var syg, men de kunne ikke stille nogen diagnose. Dermed ikke nogen muligheder for behandling udover smertestillende medicin. Mine prøver viste, at det ikke var nogen fest at være i min krop, men de strittede i alle mulige retninger, så derfor ingen diagnose.
Overlægen ville sende min papirer til Rigshospitalet, og hvis de kunne finde en diagnose, så gav han øl, sagde han med et glimt i øjet.

I går fik jeg besked fra Rigshospitalet, at de ikke kan hjælpe mig. Det regnede jeg heller ikke med. (Så røg den gratis øl, men pyt – øl hører ikke til i de næste måneder).

Så efter at have været nede at hilse på regnormene i dagene efter besøget på Køge Sygehus, så indså jeg, at jeg må tage ansvaret for mit eget helbred, og jeg skal have hjælp til det:
– en akupunktør/komplementær helbreder
– en zoneterapeut
– en kostvejleder
udover min vigtige træning på Øfeldt Centret.

Inflammation og huller i tarmene

I starten af 20-erne (altså da jeg var i 20-erne) fik jeg hulens meget penicillin. Følgerne har været allegier og andet, der tog min energi. Jeg har små huller i tarmene, hvilket gør, at ting, der skulle blive i tarmene, render ud i bughulen, og kroppen reagerer ved at lave inflammation.
Nu ved man efterhånden meget om hele den millionstore koloni af mikroorganismer, som vi har af gæster i vores tarme. De har alle deres mission, men hvis nogle spiser sig for tykke og fede, så tager de magten, og jager de mindre enten på flugt eller udmagre dem. Nogle af disse mikroorganismer laver millionvis af små huller i tarmene.

Mange af disse små banditter æælsker sukker!
Jeg har selv tidligere været på sukkerfri kur, og det virker: når man først kommer over de første par dage, så får jeg mere energi!

Beslutningen blev truffet i går

Jeg har gået de sidste 14 dage og tænkt på det, men i går efter en konsultation hos min alternative behandler, traf jeg beslutningen.

I aftes blev køkkenskabene tømt for det, som jeg ikke længere skal indtage – i hvert fald ikke de næste 3 måneder.

Har haft en rigtig god snak med kostvejleder Birgitte Flensholt om alt det nye. Hun er så intuitiv og lyttende, så hun ved næsten på forhånd ved, hvordan jeg skal hjælpes. “Og det er slet ikke så besværligt”
Birgitte kan rigtig meget forskelligt, så tjek hendes hjemmeside http://www.flensholt.dk/

Birgitte anbefalede mig også at se på madbanditten.dk – her ligger bl.a. en glimrende video om, hvordan man kommer ud af sukkertrangen.

Og nu må jeg vist se at få noget frokost – både sukker- og glutenfrit. Jeg købte i går et glutenfrit rugbrød, skal langsomt vænne mig af fra rugbrød. Det koster en bondegård kr. 25 for 450 g, men det er nemt at lave glutenfrit brød f.eks. stenalderbrød.

Dagens frokost er ikke besværlig: en avocado, rejer med mayonaise, citron og glutenfrit rugbrød.








Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.