Jeg ser et voksende samfundsproblem, hvis ikke flere evner at skabe nye kontakter og udvikle dem til mere end smalltalk.
I forgårs (den 26.2.2014) var én af de store nyheder, at hver tiende voksen mellem 30-60 år følte sig ensomme. Tidligere er unges og ældres ensomhed beskrevet.
I sidste uge havde jeg møder med ledere (fra teamleder til øverste chef) i en organisation med over 800 ansatte, hvor vi drøftede networking generelt – ikke bare i business sammenhænge. Her fortalte flere, at de oplevede, at deres medarbejdere var så brugt op, når de kom hjem fra arbejde, at de stort set ikke så andre mennesker, men måske erstattede behovet for at opleve kontakt ved at bruge Facebook, spille på nettet o. lign.
Da jeg kom hjem, slog jeg op i dagens avis KD: Den første overskrift, der fangede mit øje: “Vores kedsomhed er blevet en god forretning” – en artikel om, hvordan de sociale medier fylder mere og mere i vores liv, og hvordan ikke mindst de sociale medier har fået øjnene op for, hvilken indtægtskilde, det kan være.
Jeg ved godt, at det er en meget kompleks problemstilling med mange forskellige ingredienser f.eks.
- vores forhold til arbejde er ændret radikalt – hvor det i industrisamfundet alene var et middel til at overleve, og man “levede” i fritiden, til at det i dag mentalt fylder mere og mere, da vores arbejde skal være meningsfyldt og giver os identitet
- at arbejdet er blevet rationaliseret så meget, at der ikke er plads til mange “åndehuller” kombineret med kravet om et stort engagement
- tidligere var vores selvfølgelige sociale cirkler stort set forankret i familie, social status, tilknytning til sin egn. Det dannede den faste ramme for, hvem og hvordan vi omgik hinanden, hvor vi nu i høj grad skal skabe det meste selv
- fjernsynets indtog reducerede den sociale kontakt, hvor aftenens aktiviteter (f.eks. kaffe hos naboer) blev forandret fra socialt samvær til passiv underholdning
- de sociale mediers indtog med de online venskaber fylder mere og mere
- og der er sikkert mange flere ingredienser.
Alt sammen faktorer, der gør, at vi ikke får trænet vores evne til at skabe kontakt og udvikle nogle af dem til noget tættere – måske endda til venskab.
Hvordan får man lært at netværke? eller rettere hvordan får man gjort det legalt at indrømme, at man har behovet?
Forleden aften, hvor jeg holdt mit foredrag “Overgange i livet” spurgte én af tilhørerne: “Hvad med os, der mangler et netværk?”
Jeg svarede med de mest grundlæggende bud på, hvad man kan gøre, og mens jeg svarede, kunne man høre en knappenål falde – alle lyttede intenst.
Men ville der også kun være få ledige stole, hvis tilbuddet havde været mit foredrag: “Networking i den 3. alder / i fritiden“?
Jeg kan være meget i tvivl: Er det ikke lidt tabu ikke at have det netværk, som man kunne ønske sig? Reaktionerne efter foredraget har bl.a. været; hvor var det modigt, at hun turde sige, at hun ikke havde noget netværk.
“Kan man lære at netværke? Det har jeg aldrig tænkt over”
Denne kommentar har jeg hørt mange gange, når jeg fortæller, at jeg underviser og holder foredrag om at netværke.
Der findes oceaner af bøger om, hvordan man netværker på arbejdsmarkedet / i erhvervslivet, og der kommer flere og flere til efterhånden som vigtigheden af at kunne netværke på tværs af branche, status, geografi m.m., men jeg har ikke fundet noget, der giver tips og tricks til, hvordan man netværker i fritiden.
Derfor lavede jeg mit foredrag og er i gang med at skrive en bog om emnet.
Vil gerne høre jeres mening:
- er det korrekt, at mange har brug for at lære at netværke?
- hvordan kan det legaliseres, at man har behov for at lære det?
og jeg vil selvfølgelig også gerne have input og gode ideer – for det er jo et emne, som man aldrig bliver færdig med at lære nyt.
(og så blev det alligevel for langt – jeg skal lære at fatte mig i korthed)
Med håbet om, at I får en god weekend – måske med nogle givende samtaler og nærvær.
hilsen
Mona Hvid