Hvorfor skal mikrovirksomheder netværke

Dit netværk er også din sociale kapital, som sikrer din succes og fremtid. Dit netværk er den bedste pension og forsikring, du kan tegne. Din investerede tid i netværk er den bedst forrentede investering, du på nogen måde kan foretage. Det er den bedste måde at brande og markedsføre dig selv, din viden og dine eventuelle produkter på.”

Sådan skrev Soulaima Gourani i 2009 i bogen: ”Tag magten over din karriere” – og jeg giver hende mere og mere ret, jo mere jeg lærer at netværke.

 

At netværke er en kompetence på linje med at kunne skrive og regne eller bruge en computer

og ja, det er noget, der kan læres.

Før sommeren var jeg proceskonsulent på en workshop, hvor der skulle etableres netværk, der skal udvikle konkrete nye produkter. Og flere sagde, at de aldrig havde tænkt over, at netværk var en kompetence, som man kan lære. Lige nu er jeg i gang med at lave et onlineprodukt om at netværke – på trods af, at der findes masser af bøger om det, så vil jeg gerne give mit bidrag til, at vi bliver endnu bedre til at netværke – ved at kombinere teorierne med de erfaringer på den lange vej, som jeg har gået.  Det er med netværk, som med andre kompetencer: jo mere man kan, jo mere ved man, at der endnu er at lære.

 

Netværk har ændret karakter

(faglige og professionelle netværk)

Førhen var netværk delt op efter status, position, branche osv., og mange netværk handlede om at holde nogen ude, så man kunne bevare magten / kunderne / status for de få, der var indenfor.

Mange faglige netværk har ikke den dagsorden, men at man skal lære af hinanden, dele faglig viden og erfaringer, men i dag er det ikke tilstrækkeligt at være medlem af et fagligt netværk.

Fordi verden ændrer sig så hurtigt, og innovation har trange vilkår blandt en gruppe, der er opdraget ens og stort set tænker ens om deres fag. Derfor må vi lære at netværke og samarbejde med personer, der er anderledes end os selv.

I dag handler det om at få personer med andre kompetencer i sit netværk, og det kræver flere kompetencer, end blot at udlevere sit visitkort.

 

Men det er besværet værd

 

Hurtigt: For et netværk giver hurtig adgang til mennesker, viden, kompetencer og ressourcer, når man brug for dem. Vi lever i et samfund, der er domineret af mennesker, der kender hinanden.

Billigt: Og så er det ofte også billigere at bruge sit netværk.

Effektiv markedsføring: Det har i alle dage været den mest effektive markedsføring at blive anbefalet af nogen, der kender én. Men man skal være opmærksom på, at ens familie og venner (det private netværk) kan have en begrænset markedsføringseffekt – dels trækker man lige lidt fra, når nogen anbefaler sin datter, dels kan familie / venner blive lidt forvirrede over den rolle, som de får med at skulle sælge dig og dine produkter.

Dele ud af din viden: det kunne have stået under markedsføring, men netværk giver mulighed for at dele ud af sin viden og blive anerkendt for det. (Nogle af os skal så have lært, at vi også på et tidspunkt skal have penge for det)

Adgang: til vigtig uformel viden, også om tendenser i markedet

Innovation: skabe nye produkter og ny viden sammen med andre.

Læring og sparring: Der er så meget, som man skal kunne som virksomhedsejer i dag, og vi har ikke råd til og slet ikke tid til at gå på kursus i det hele, men vi kan lære af hinanden og hjælpe hinanden med at lære

 

Arbejdende værksteder for mikrovirksomheder i efteråret.

At lære at bruge hinanden til at lære, er en vigtig disciplin, som ikke mindst mikrovirksomhederne kunne drage endnu større fordel af.

Landliv vil med støtte fra Mikromekka i september og oktober invitere til arbejdende værksteder, hvor vi sammen hjælper hinanden til at blive endnu bedre til at anvende de virtuelle / sociale medier. Første gang kommer til at handle om at blive endnu bedre til at bruge Facebook til markedsføring af din virksomhed, anden gang kommer til at handle om, hvordan vi kan blive endnu bedre til at bruge LinkedIn, og temaet for den 3. aften besluttes ud fra ønsker – det kan f.eks. være om at bruge Twitter eller at blogge.

Hvis du har lyst til at have direkte besked i din mailboks, når planlægningen er kommet lidt længere, så send mig en mail med emnet ”Arbejdende værksteder” til mona@landliv.dk

 

 

Mikromekka er et projekt for mikrovirksomheder i Vordingborg og Guldborgsund kommune, der er støttet af Landdistriktspuljen, Landdistriktsprogrammet EU og de to kommuner.

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.