Jeg har i den sidste uges tid været til en del arrangementer, og hold da op, hvor der spildes meget tid på at netværke!
Der er så mange, der indskrænker sig til at tale med med dem, som de kender i forvejen, ja, endda dem, som de arbejder sammen med.
Og dette gælder også ved erhvervsmøder, hvor vi virkelig har brug for at få input, så vi kan udvikle vores virksomheder.
Det er rigtigt, at det er vigtigt at vedligeholde og pleje sine netværk, men gør det kort – brug kun lidt tid på det, og fokuser så øjne og ører på nye:
- dem du ikke kender
- de, der er anderledes end dig selv
- kan være, at du har hørt at de har sagt eller skrevet noget, som er meget anderledes end det, du er vant til at tænke – brug nysgerrigheden på at finde ud af, hvad de står for, hvordan deres virkelighed ser ud.
Vi får ikke innovation ved at være sammen med dem, som ligner os selv og har de samme kompetencer, og som tænker de samme tanker.
Innovation og anden fornyelse kræver, at vanetænkningen og vores billede af virkeligheden forstyrres.
Vi har altid netværket, men når verden er så meget i forandring som nu, skal vi lære også at netværke på nye måder, og der er så mange muligheder, når vi vil det:
– at tingene bliver lettere
– at jeg får større perspektiv på mit arbejde, min virksomhed og mit liv
– nye døre og muligheder åbnes, også dem, som jeg slet ikke anede eksisterede.
Min opfordring: Lad os forstyrre, så vi kan være med til at se med nye øjne på vores virksomhed, lokalområde, ja endda på vores samfund, der har så meget brug for, at vi får pudset brillerne.