Spild af energi 1

Godt nytår og velkommen til 2020.

Det bliver meget spændende, og der kommer til at ske store forandringer – og det vil kræve energi.

Derfor er jeg gået i gang med en energi-sparerunde!
Ikke bare på det ydre, men især på det indre plan:

Hvor er det, at jeg spilder min energi?

Jeg laver sikkert en stribe opslag med overskriften: “Spild af energi”
Hvis I vil være med, vil jeg nyde at læse om, hvordan I spilder jeres energi.

1. Spild af energi
Ét af de steder, hvor jeg spilder meget energi, er ved at jeg tænker hele tiden. Jeg er jo et meget mentalt menneske, så det kræver mere end 10 vilde heste at få mig til at holde kæft inde i mit hoved.

Så min første opgave bliver at træne stilhed indvendig.
(Har så sandelig lært at være stille i forhold til at handle.)

For mange år siden tegnede jeg denne og indrammede den – har tit overvejet at skifte tegningen ud, men den har overlevet, og nu får den opmærksomhed igen.

Rigtig godt nytår til et nyt og spændende årti.

“Jeg ved det hele, men gør det ikke”

Det kender vi vist godt alle sammen. Vi ved godt, hvad der skal til, for at vi kan få det bedre, få den rette mængde fedt på sidebenene, blive sundere osv. Men vi gør det sgutte eller kun i en kortere periode, for så at falde tilbage til de gamle vaner. 

Der er flere ting, der er skyldige i det bl.a. er vores hjerne stokkonservativ. Den vil helst ikke forandringer og vil helst, at vi gør, som vi plejer. 

Samtidig er der mange af os, der ikke har faget “selvomsorg”, hverken i skolen eller lært om det derhjemme, mens vi var børn. Vi ved godt, at det er rigtigt, når stewardessen formaner, at man skal redde sig selv, før andre – ved først selv at tage iltmasken på. 

Men omsætte den vigtige selvomsorg i praksis, det er vi sørme mange, for hvem det kniber. Vi kan se det i forhold til iltmasken i flyet, men ellers kniber det. 


Skal vores “Hvorfor” rettes til?

Mange af os har meget nemmere ved at gøre noget, hvis det er til gavn for andre. Jeg kender en enkelt, der har det sådan (smiler højt).

Hvis vores “Hvorfor” ikke er stærkt nok, så kan det knibe med at holde fast i kursen. 

“Den gyldne cirkel”


Vi må ind til kernen og finde vores “Hvorfor” – da det er vores motivation. Hvis det er stærkt og betydningsfuldt nok, så hjælper det os også, når vi er ved at falde fra.

Hvorfor “Spild af energi?

Én ting er at se på, hvorfor jeg ikke skal spilde energi i forhold til mig selv. Noget helt andet er at se det i forhold til helheden.

Vi er lige startet på et nyt årti, som rummer meget store muligheder. Men også meget store farer:  Vores lille blå klode står ved en stor og meget betydningsfuld skillevej.
Vil vi udnytte de mange usete muligheder, eller vil vi gå tilbage til en mørk middelalder?

Der er kræfter, der trækker i begge retninger, men det særlige er, at vi hver især må træffe et valg – et betydningsfuldt valg. 
Vi er med til at skabe fremtiden – med vores handlinger, tanker og følelser, og ikke mindst vores energi.

Derfor starter jeg med at sætte fokus på, hvor energien spildes.  Måske findes nogle lavthængende frugter, som let kan omsættes til at få mere energi. Andre steder skal der graves lidt dybere for at få indsigt, hvordan min personlige energi kan bruges bedre – til gavn for mig selv og helheden. 

Vælger du frygt eller tillid?

Frygt har været en styrende kraft gennem lange tider. Vi dyrker frygten – se blot nyhederne i TV.
Det er møj nemmere at få ørenlyd, hvis du fortæller en historie med frygt og drama. Mens det er meget sværere at holde folks opmærksomhed i længere tid, hvis du fortæller om noget, der går godt. 

Da jeg for mange herrens år siden startede som underviser af ledige på AMU-uddannelserne, var spørgsmålet mandag morgen, når nye hold var startet: “Hvordan er dit hold?”
Hvis man svarede, at det ser ud til at være nogle spændende mennesker, så var man ikke længere interessant. Men hvis man fortalte, at der sad altså nogle knoldesparkere, nogle skæve eller triste mennesker, så blev der lyttet. 

Frygt er fantastisk til at styre, og hvis den tager overhånd, så mister vi al vores sunde fornuft. Vi kender det fra os selv i krisesituationer, hvor vi overhovedet ikke kan tænke.
Vi får også gode eksempler hele tiden serveret fra hele verden f.eks. hvordan Trump og andre magthavere styrer med frygt – frygt for de, der er anderledes, frygt for at miste vores goder osv. 
Historisk var Hitler fantastisk til at styre med frygt, fandt f.eks. en syndebuk: jøderne og fik store dele af folk til at tro på det. De turde i hvert fald ikke sige andet.

Det er tid til at vælge

Vi kan ikke længere køre på frihjul, og slingre lidt frem og tilbage. Jo, det vil vi jo altid gøre.

Men tiden er inde nu til at sætte fokus på, hvem har overherredømmet i det, du siger og det, du lytter til. 
Er det mest frygt eller tillid?

Det er nu vi hver især må tage en beslutning og bestemmer, hvem der skal have mest magt i vores liv: frygt eller tillid. 

Det næste kan du sagtens springe over:

Tilføjelse: Mit personlige “Hvorfor”

Jeg har “ikke råd til” at spilde min energi.
Det kræver meget energi at rejse sig, og skabe et nyt liv efter lang tids sygdom. 
Det koster kræfter at arbejde med sin hel-be-redelse. Jeg skal arbejde for at redde mig selv og blive mere hel igen, og dermed også være til mere gavn for helheden.

Der er mange veje at gå, og jeg går ad rigtig mange af dem:
– bygger min krop op med mad, som den har brug for nu (forsøger)
– tilfører flere byggesten med kosttilskud
– træner dagligt, går små ture med min rollator, laver små øvelser 
– går til genoptræning to gange om ugen på Øfeldt Centret 
– øver mig i at trække vejret bedre
– er taknemmelig for det, jeg kan og har. Husker mig selv på det igen og igen
– rydder op indvendig i mig: i gamle ubehagelige ting, overbevisninger, vaner …
– giver slip på mit gamle billede af, hvem jeg er
– arbejder med at acceptere, og leve ud fra “min dagsform”
– åbner mig for nye muligheder
– giver mig selv lov til at hvile meget
– nyder livets gyldne øjeblikke, ikke mindst: mødet med andre og er så taknemmelig for mit helt enestående netværk

Det koster energi, opmærksomhed og bevidsthed
–  ind imellem er jeg så dødtræt af det. Hvor jeg ikke gider mere – hvor har jeg haft lyst til at give op MANGE gange, men hvad er alternativet?
Så sjusker jeg lidt, og kan hurtigt mærke, at det koster. Regningen kommer. Tager tilløb og går så igang igen. 
Det er sådan vi fleste har det, fordi vi er jo mennesker. 

At skrive giver noget særligt

Jeg er overrasket over, hvor mange der har lyst til at skrive. Det er i alle aldre, fra meget unge til meget gamle.

Efteråret har givet mange gode samtaler om dette. Det er selvfølgelig, fordi den første bog, jeg har udgivet, er en god anledning til at få samtaler om at skrive.

“Skriv dit (voksne) barns bog – det er ikke for sent”
Bogsignering på VordingBOGmessen

Mange fortæller, at de er gået i gang for længe siden, tager det frem ind imellem, men kommer ikke rigtigt videre – mens de overbeviser sig selv om, at det kommer en dag.

Andre har skrevet, men er ikke kommet i mål med, hvordan det skal gives videre. Det kan være bogen om deres eget liv, deres børns eller kapitler af deres liv sat ind i den historiske ramme.

En har skrevet bogen til hvert af hendes 4 børn, men så brændte deres hus – også de håndskrevne bøger, der endnu ikke var givet til børnene.

At skrive giver nogle særlige stunder

En ældre mand – ja, jeg tror ikke, at han vil blive fornærmet, hvis jeg kalder ham gammel, sagde, at han havde skrevet om sit liv. Men nu hvor vi talte sammen kunne han mærke, at han savnede de stunder, når han skrev. Inden vores samtale sluttede, lyste han op, for nu vidste han, hvad han ville gå hjem og begynde at skrive om.

At skrive gør noget helt særligt for én og éns dag, kan jeg i den grad genkende.

Jeg vidste det ikke, da jeg gik i gang med Jens’ Bog – en bog om min søns første leveår. Men jeg kan se nu, at den bog var med til at få mig ud af sengen, fordybe mig, så min sygdom ikke tog hele dagsordenen.

Der er forskning, der peger på det samme, at vi får det bedre og bliver mere raske, når vi skriver – også selvom udgangspunktet ikke er sygdom. Jeg kan sørme ikke huske, hvor jeg har gemt den artikel, når den dukker op, skriver jeg noget mere om det.

2019 gav mig flere store gaver

Men den største er nok, at jeg begyndte at skrive for alvor. Jeg har skrevet en del i mit liv, men det har enten været selvrefleksion eller fagligt (hvor der er en masse krav, som skal opfyldes).

At skrive, fordi man har noget på hjerte, er noget helt andet.

“Mor, hvornår går du i gang med din næste bog?”

spurgte min kære søn Jens mig om forleden. Han har set, hvordan jeg har det bedre, hviler mere i mig selv, mærker mindre smerter og trætheden, når jeg er i gang med at skrive noget, der betyder noget for mig.

Mit ønske for 2020

er at flere finder glæden ved at skrive – at starte med at skrive om sin egen barndom, sit barns, sit barnebarns er en god start.

Jeg ønsker for mig selv, at jeg snart kommer i gang med mit 3. bogprojekt, for det er så herligt.

Tak for alle de gode samtaler i 2019

Bogen har givet anledning til meget kommunikation, både skriftligt på de sociale medier, og snakke – de har alle hver især givet mig glæde, og jeg glæder mig til endnu flere samtaler til næste år.

God jul og godt nytår

PS Jeg har stadig lidt bøger tilbage til intropris kr. 100 + forsendelse.
Tryk her

Og så flyttede nissen ind

eller, hvad der også kan ske en “almindelig” søndag

Smerterne i ryggen er igen til morgen slemme. Jeg må sluge en kamel og gøre det, som jeg har tænkt på i flere dage: gå med rollator indendørs. Det er gået fremad i de tre sidste måneder, med enkelte tilbagefald, men denne gang er det meget smertefuldt.

En veninde ringer for at høre, hvordan det går – og efter lidt snak, så græder jeg. Det gør ondt, og det smertestillende virker ikke, selvom jeg tager nogle af de stærke kanoner.

”Har du prøvet en ultrarød lampe?” spørger hun. Anede slet ikke, at noget sådant eksisterede. ”De er ikke ret dyre, og der er sikkert mange, der har én stående, som du kan låne.”

Læser lige på nettet, hvad sådan en karl kan, og laver så et opslag på vores lokale Facebookgruppe:

Der gik ganske få minutter, så skrev Mary (som jeg overhovedet ikke kender): ”Jeg har én, som du må få”

Min kære nabo henter lampen – og  den virker, det er ikke mirakler, men jeg kan mærke en tydelig reduktion af smerterne.

Et tilfældigt møde

I sensommeren kørte jeg en søndag til stranden. Her er et bord under et stort træ ved p-pladsen. Satte mig på min rollator og læste for første gang min kommende bog på papir – sad med blyant, stregede ud, skrev til, flyttede et afsnit osv. Det var sket et hav af gange på skærmen, men denne gang havde jeg brugt en stor gren fra et træ, der var lavet til papir.

Flere kom hen for at høre, hvad jeg lavede. Dejligt med disse hyggelige passiarer.
En kvinde var helt vild med min ide – syntes, at den var så anderledes tænkt.

Bogen, der giver anledning til så mange givende samtaler

Det er nogle måneder siden, og i går skrev hun, om hun måtte komme for at købe mig bog – ja, hun købte to: “Når den er så billig. Jeg vil bruge den til mandelgaven for de voksne. Børnene er nu alle i 20-erne, og hvis de vinder den, så kan de vælge, hvem de vil give den til”

Det var selvfølgelig dejligt, men endnu bedre var vores samtale, hvor vi sprang alle de indledende small-talk over. Gik hurtigt lige til benet med noget, der så meget svært ud, men som viste sig at rumme et meget stort udviklingspotentiale.

Sådanne samtaler er guld – vi var begge meget glade og opløftede, da vi sagde farvel. Efter 15 minutter – måske 30, aner det ikke.

Vores lille by gav flere gaver

Nogle gange kan forstyrrelser hjælpe. Det kan være at sætte sig for at skrive som nu, eller skifte kulisserne ud – det kan være med til at det, der gør ondt – på den ene eller den anden måde – ikke længere får lov til at fylde hele scenen.

Så naboen og jeg tog på et lille julemarked i Kulturladen. Det var så fedt – allerede udenfor blev man budt velkommen, hvor der var gran og andet smukt. Gangen i sig selv var en oplevelse, et sted, hvor øjet måtte gå på opdagelser – sådan var den pyntet.

Stemningen og duften af julegløgg slog os i møde. Her var ikke mange stande, men de bød alle på lækre hjemmelavede ting: nisser, strik, juledekorationer, glas for ikke at forglemme den mest fantastiske hjemmelavede nougat (og småkager og …).

Ved hver en bod blev vi taget imod med ægte interesse og glæde over at kunne vise os deres ting. Ikke bare nu-skal-vi-se-at-få-solgt-noget, men glæde og stolthed over markedet og deres varer.

Se, det var et anderledes julemarked – og nissen, der hviler sin arm på lakridskonfekt, flyttede ind hjemme hos mig.
Den er meget lille, men den (og noget mere) har skabt noget nyt: Der har aldrig været julet en måned før jul hos mig – ikke engang, da sønnike var barn.

En ganske almindelig søndag – og dog

Lidt om min lange rejse

Der har været meget stille omkring mig i de sidste 3 år, men nu sker der noget igen – er begyndt at arbejde (lidt) igen og udgiver min første bog.

Jeg har haft en ukendt bindevævssygdom/auto-immunsygdom,  som totalt har taget alle kræfter. Sygdommen har også beskadiget mine lunger og knogler, så jeg har haft 11 brud.

Har brækket ryggen 6 gange, og det er ikke fordi jeg har været klodset eller er kommet til skade. Den ene gang brækkede jeg ryggen, da jeg hostede – en anden gang fik jeg et brud på rygsøjlen, da jeg kørte over et vejbump stille og roligt.

Ingen diagnose

Når lægerne ikke kan komme med nogen ”dom” – altså sige, hvilken ”sygdom” jeg har, har de heller ingen behandlingsmetoder, hvilket jeg fik endelig besked på i marts.
Pu-ha, efter en ordentlig tur ned i mørket indså jeg, at jeg måtte tage ansvaret for mit helbred tilbage.

Jeg er faktisk taknemmelig for, at jeg har haft så synlige skader – selvom det har været så rædselsfuldt, og det er ikke nogen fest at være dopet af morfin, der alligevel ikke kan tage smerterne. Hvis jeg ikke havde haft brækket ryggen, havde jeg risikeret, at jeg havde fået at vide, at det nok var psykisk. Det sker for ret mange, at de får at vide, at det er noget psykisk, når lægerne ikke kan stille en diagnose. Hvor må det være rædselsfuldt!

Øfeldt Centret – en del af min redning

Hele vejen igennem er jeg blevet genoptrænet på Øfeldt Centret i Karlslunde – da jeg kun må trænes liggende og delvis fastspændt. Hvis jeg ikke havde gjort det, mener nogle læger, at jeg ikke bare ville være kørestolepatient i dag, men snarere sengeliggende. I dag kan jeg gå op til 5-600 m med rollator – fedt!

Siden i midten af juli er det gået meget fremad, men der er selvfølgelig fortsat dage og nogle gange uger, hvor jeg stort set kun kan ligge.

Hjælp i dagligdagen

Hjemmeplejen har været fantastiske. De er kommet her dagligt og hjulpet mig, nu kan jeg nøjes med hjælp til rengøring og vask.
Men havde jeg ikke haft min fantastiske nabo Kirsten Berggren, så havde jeg i perioder været nødt til at have været til aflastning på et plejehjem.
Kirsten har holdt øje, været der, lavet mad til mig dagligt (det er fortsat noget af det, der kniber for mig at gøre), sørget for indkøb, gået runden hver dag og pillet det op, der er faldet på gulvet og sørget for, at her så bare lidt ordentligt ud  – og sidst men ikke mindst, så har hun holdt til alle mine følelser og alle mine bekymringer  – op og ikke mindst nedture. Kirsten er i sandhed én af hverdagens helte.

Jeg vil anbefale andre at få deres plejeseng stillet op i stuen,
så er man ikke så isoleret

Et godt netværk

Et godt netværk har hjulpet mig igennem. Jeg har ikke kunnet rumme ret mange mennesker, og besøg har ofte måtte begrænses til 15-30 minutter, for jeg havde ikke kræfter til mere. Så netværket har været en meget lille kreds af venner udover min søn og svigerdatter. De har bare været der. Min søn har en aftale med sin arbejdsplads, at hvis jeg akut har brug for ham, så er han ude af døren i løbet af 5 minutter. Det er faktisk lykkedes ham en enkelt gang at komme samtidig med ambulancen til sygehuset.

Hvordan er jeg så kommet ovenpå igen?

Meget tidligt i forløbet kontaktede jeg kostkonsulent Birgitte Flensholt. Jeg ved jo, at kroppen har brug for både mad og kosttilskud til at bygge sig selv op, så derfor har jeg forsøgt at ændre min kost til anti-inflammatorisk kost, men også tarmvenlig kost, samtidig med at jeg har taget en del kosttilskud.

Der har ikke været overskud til meget mere, men da jeg faldt ud af guldstolen, jeg var blevet båret rundt mellem sygehuse og hospitaler i (mistanke om kræft i rygsøjlen), kunne jeg se, at jeg måtte gøre noget andet.  Begyndte hos en komplementær behandler. Det har været et laaaangt sejt træk, og det varer ved – nok i lang tid endnu.

Sygdom kræver personlig udvikling

Dette har også været en meget lang rejse som person. Når man nærmest fra den ene dag til den anden går fra at være en meget aktiv erhvervskvinde med mange jern i ilden, til én, der kun nærmest kan ligge, ikke orker at se mennesker, læse eller se TV – ja, når hele ens verden vendes totalt på hovedet, så kræver det, at man også tør se indad. Tør se tabet og sorgen i øjnene, og begynde at skabe sig et nyt billede af sig selv – det kræver oprydning på de indre linjer. At flytte sig som person er også en del af vejen til at blive rask.

Hvis du ikke får andet ud af at læse dette, så håber jeg, at du vil være der og fortælle andre, der kommer ud for kriser, at personlig udvikling er en del af det – og det giver på den lange bane nogle gaver, som man slet ikke kan se, mens man står i det. Man risikerer at blive bitter, hvis man ikke tager den personlige udvikling alvorligt, samtidig med, at man næste ikke har kræfter til det.
Det vidste jeg jo godt, og  det har været med til at holde mig oppe.

Skrive bøger

I starten kunne jeg kun sidde ved computeren i 7 minutter om dagen, det blev efterhånden udvidet til 15, senere 20 minutter – og siden april har jeg kunnet sidde her mere. Det blev først til en bog om min søns første år – min søn er 32 år, men kunne ikke huske meget fra hans barndom.

Jørgen Peter Volt, der har skrevet livsfortællinger i en menneskealder, sagde, at han aldrig havde hørt om nogen, der skrev deres voksne barns bog. Siden har jeg mødte flere, der gerne ville gøre det samme, men hvordan gjorde du?

Derfor har jeg netop udgivet ”Skriv dit (voksne) barns bog – det er ikke for sent”

Bogen kan købes hos Bod.dk eller bestilles hos andre boghandlere. https://www.bod.dk/bogshop/skriv-dit-voksne-barns-bog-mona-hvid-9788743012092

Kan en dårlig ryg være en gave?

Jeg kunne vist vinde over de fleste i disciplinen: dårlig ryg.

Hvis du ikke gider læse om mine fysiske gebrækkeligheder, så spring ned til:
Alle knogler fra midt på brystet og nedefter er beskadigede, 6 brud på rygsøjlen, bækkenet er beskadiget, utal af diskusprolapser og knoglemarvsødemer – bare for at nævne noget af det.
Jeg bliver genoptrænet 2 gange om ugen på Øfeldt Centret. Må kun trænes liggende og delvis fikseret (spændt fast med 6 remme).

Men jeg kan gå, og distancen er øget fra 30 m med rollator, til op 800 m med mit elskede køretøj. Hospitalssengen står i stuen – kan varmt anbefale at anbringe den der, og en hel del af det, der er i huset, ejes af Næstved Kommunes hjælpemiddelcentral.

Jeg er op vej op

De sidste måneder hører vist til kategorien mirakler. Jeg kan bevæge mig bedre, energien er kommet (delvist) tilbage, er begyndt at arbejde nogle timer dagligt – og er så taknemmelig, at jeg næsten ikke kan rumme det.

Træerne vokser ikke ind i himlen

De sidste 2 uger har ikke været spor sjove. Jeg har haft ondt igen, så meget, at jeg stort set kun har kunnet ligge og hvile, og har været træt som i træt.
Jeg har beroliget mig selv med, at der kommer jo tilbagefald. Da der var gået en uge, var jeg både vred, ked, og orkede ikke mere – fik lige en tudedag, hvor du skulle bare se på mig, så tudede jeg.

Det er fortsat ikke vendt – det er en lille smule bedre, meeen …

En anden form for pilgrimsrejse

Jeg er jo sådan én, der ikke tror, at noget er helt tilfældigt, og har hele tiden været klar over, at der var en mening med, at mit liv forandredes fra travl forretningskvinde til patient for 3 år siden.

Denne periode har lært mig så meget, at der kunne skrives bøger om det, og det kommer der måske også. Både om, hvordan vores velfærdssamfund fungerer, hvordan det er at samarbejde med det, og om hvordan mit kærlige netværket bare har stået der, men især har det været en indre rejse med masser af indsigt.

Nogle tager på pilgrimsvandringer eller tager til Indien, mens vi er andre, der bliver herhjemme og bliver syge. Vi bliver sat ud af spillet i alle vores hidtidige roller, og får tid til at opdage mange af de skjule kroge i vores sind.
Hvis I vidste med løgne / illusioner, som jeg havde for 3 år siden, som jeg fuldt og fast troede var virkeligheden – både om mig selv og mit syn på det udenfor mig, som er blevet afsløret, som det de er: mine fordomme, mine drømme, mine illusioner – ja, mine løgne.

Morgenens indsigt

Jeg kan ikke huske, hvordan indsigten kom, men resultatet er tydeligt:
Jeg har altid levet fra hjertet og opefter. Har levet af min hjerne og elsker at tænke, udtænke og finde på nyt, se mønstre i eksisterende og se noget nyt. Dette har altid været tilsat en stor portion intuition, og det er der kommet meget godt ud af. Har altid forsøgt at lade mine handlinger styre af mit hjerte – altså forsøgt at få hjertet til at nikke til mine beslutninger.
Jeg vidste det ikke, før jeg blev syg, at jeg også altid har været meget kontrollerende – især overfor mig selv, men også haft evnen til at have kontrol over situationer og vide, hvordan jeg skulle gribe ind, før de løb af sporet.
Det har selvfølgelig betydet, at jeg har været mere ude og mærke, hvordan andre havde det, og ignoreret en hel af min egne følelser (har udviklet en fantatiske evne til at analysere over dem, så jeg kunne forstå, når andre var en idiot overfor mig – i det hele taget, så har jeg forstået min R.. i laser).

Ja, ja, nu kommer jeg til det:
Det betyder at min krop og dens reaktioner har været sekundære eller blevet totalt overset. Og den skulle godt nok larme for at blive hørt.

Og når vi lever på denne jord, så har vi en krop, og den er en ligeværdig del af os, som jeg altid bare har betragtet som et besværligt hylster (på nær i de intime oplevelser), som jeg har måtte slæbe rundt med.

Halleluja, så kom den dårlige ryg og er en gave!

Vil du følge med videre

Jeg kommer til at skrive meget mere om, hvordan man kan integrere sin krop. Min opdagelsesrejse startede den 6. oktober 2016, og den har ført meget med sig – men det er først til morgen, at jeg har set dette dybe lag i den.

Skriv dig evt. op til mit nyhedsbrev – her til højre – jeg kommer ikke til at vælte din mailboks med nyhedsbreve.

Det er svært at finde balancen

At balancere på en knivsæg

Det er så svært at opdage, når den mentale energi løber fra den fysiske

Jeg har aldrig været god til fysisk at balancere. I gymnasiet kom vores stramtandede lektor i legemsøvelser fra stående til, at hun ganske enkelt gled ned på gulvet af grin, ved at se mig på en balance-bom.

Hvorfor har jeg ikke udnyttet det, og levet af at være en klovn? sidder jeg her og tænker 40 år senere. Mona, for hulen! – dengang var kvindelige klovne ikke opfundet, og stand-up havde man slet ikke tænkt på, og der står man forøvrigt også “up.”

Nu balancerer jeg på et knivsæg for at balancere mellem, hvad mit hoved og min krop kan. Jeg er i kraftig bedring efter næsten 3 års sygdom. En så stor bedring, at vi er vist i kategorien “mirakler” eller tæt på.
Jeg og mine omgivelser er så glade og så taknemmelige!!!!
Det fylder mig, og jeg stråler (for det meste) af taknemmelighed og glæde.

Men ind imellem går det galt! Selvom jeg passer på hele tiden, og lytter efter og spørger min krop hele tiden, og så igen. Så falder jeg ned af knivsæggen: bliver så træt, så træt, får smerter og kan ingenting!

Så er der brug for selvdisciplin

Der er hele tiden brug for meget selvdisciplin, når man er på vej op, men når man mister balancen, så er der især brug for den.
Her er det kunsten:
– ikke at skænde på sig selv
– ikke at ryge ned i et mørkt hul.

Jeg øver mig, når jeg ligger i min hospitalsseng her i stuen, i at acceptere, at sådan er det.
At forklare mig selv, at du er nødt til at gå lidt over dine grænser ind i mellem, ellers kommer du ikke videre.
Når jeg gør det, kan jeg høre mig selv stå og undervise om vigtigheden af at komme ud af komfortzonen og vove – for ellers forbliver man ikke levende.

At vove er at tabe fodfæste en kort stund.
Ikke at vove er at tabe sig selv
(Citatet tillægges Søren Kierkegaard, men det er ikke ham, der har sagt det)

Og jeg er blevet meget bedre til ikke at ryge i de sorte huller, og “skideballereringen” er helt stoppet. Men hvor har det taget tid, og hvor har det kostet mange tårer.
Det har også udviklet min evne til at krabbe mig selv op af tristheden, vreden, frustrationen. Jeg har fundet min teknik, hvor jeg går ned i følelsen: græder, skælder ud (kun på mig selv), ….

Brug for at få det UD, stilhed for at kunne acceptere

Her har jeg ofte brug for “vidner” til mine følelser: nogle der vil høre på mig.
Nogle som kan rumme mig og mine følelser, uden at komme med gode råd om, hvad jeg kunne have gjort eller fortæller mig alt det gode, der er i mit liv nu, og hvor meget jeg kan, som jeg ikke kunne tidligere bla. bla. bla.

Glem det – jeg ved det godt! Sådan én som mig har bare brug for at få det UD. (Andre kan have det anderledes og have brug for at blive mindet om.)

Hvor er det godt, at telefonen er opfundet, for ellers havde min søde nabo været slidt ned til sokkeholderne. Jeg har en håndfuld i mit nære netværk, som kan klare mosten – og tak for, at de har holdt til det.
Det er én af dem, der siger: “Jeg kender ingen som dig, der kan krabbe dig op af hullerne på så kort tid.”

Efter at tingene er kommet UD, så har jeg brug for STILHED. Hvis jeg ikke var træt i forvejen, så bliver jeg det. Hvis jeg er i stand til at gå én af mine små ture, så gør jeg det, ellers ligger jeg bare og ser på skyerne.

Derefter kommer accepten og roen, og jeg kan bruge al min energi igen på restituering og healing.
Hvor lang tid det varer, er ikke til at sige. Denne gang tager det vist fra flere til mange dage.

Dette er min metode til at krabbe mig op, andre har deres. Det vigtige er at finde metoder, men også være åben for, at de kan variere.

Jeg må melde afbud igen og igen

“Når jeg har lovet noget, så holder jeg det” har været én af mine værdier, men den har jeg også måtte give køb på.

Her har et maleri hjulpet mig, hvorpå der stod:

“Når du har sagt A …… må du sige hvad som helst”

Det skriver jeg om en anden dag.




Skal vi droppe nogle ord?

Er tiden til, at disse ord skal forsvinde ud af dit og mit sprog:
– 2. generations-indvandrer
– 3. og 4. generationsindvandrer
– anden etnisk baggrund
– udenlandsk herkomst
– og mange andre ord (Nogle vil jeg slet ikke nævne)

Ord, som sætter i bås.

Folketingsvalget viste tydeligt, at flertallet af danskerne er trætte af den retorik, der har hersket i de senere år.

Men betyder det også, at du og jeg skal til at ændre vores måde at tale på?
Betyder det, at vi ikke længere vil opdele vores medborgere i “de” og “vi” ud fra, hvor de / deres forældre / deres bedsteforældre kommer fra?

Tante Berlinger går forrest

Forsiden fra Berlingske Tidende i går, og i den dobbeltsidede artikel bladet starter med at fremhæve den 25-årige dansker fra Snekkersten …

Først i fjerde spalte får vi at vide: “Hendes far er fra Nepal og bor i nepaletisk bjerglandsby.”

Berlingske skriver intet om “udenlandsk herkomst” eller lignende.
Selvfølgelig har vi en tendens til at blive voldsomt stolte, når en dansker klarer sig godt eller bliver fremhævet i udlandet – uanset “etnicitet.”
Men er det ikke en tendens i “vores nye tid”?

Hvad vil du sige fremover?

Det er dig og mig, der bestemmer, hvilken forandring vi vil gøre.
Nogle vil måske sige, at det betyder ikke så meget, hvad vi siger, men det er ikke korrekt: Ord er med til at skabe vores billede af virkeligheden.

Så stop mig på en kærlig måde, hvis jeg fremover af ren vane siger ting, der er med til at dele os op i “de” og “vi.”






Geniet: “Jeg er træt”

Det er genialt for mig at tænke ” Jeg er træt”
I morges kom tanken først, da jeg var kommet helt ud på toilettet.

Det er et indre geni, der fortæller mig, at jeg skal forandre vaner og ikke tænke: “Hvad skal jeg i dag?” og begynde at planlægge lige fra morgenstunden. 
Det har jeg gjort indtil nu i mit liv – også i min sygdomsperiode.

Nej, jeg skal mærke efter, og øve mig i at være i “NU-et”

Hvor er det sagt og skrevet, så mange gange, men for hulen da, hvor er det svært.

I går lavede jeg opslaget “Jeg er træt” på Facebook, og det gav respons og anledning til yderligere refleksion. Reaktionerne har været med til at se på min “Fru-Træt-Stemme” med nye øjne.
Kom ikke og sig, at Facebook ikke kan bruges til noget godt.

Dette første indlæg kan du finde her, hvis du vil lære/læse med
jeg-er-traet

“Jeg er træt”

Inde i mig er der én stemme, der ofte og så igen siger: ”Jeg er træt”

Hun har været der i perioder af mit liv, og så er hun forsvundet igen, og nu har hun været her i de sidste 2 ½ år, som en tro følgesvend, mens jeg har været syg.

Hun kan komme hvor og hvornår som helst. Jeg vågner efter en god lang nats søvn, og rejser mig op i sengen, og så siger hun højt og klart inde i mit hoved ”Jeg er træt.” Og hun gentager sig igen og igen hele dagen.

Jeg ved jo godt, at når man hele tiden siger noget til sig selv, eller hører det, så tror vi på det, og så bliver vores virkelighed sådan.

Sådan er det også i den ydre verden

Det er også det, der sker i den ydre verden, når vi hele tiden får nogle grimme historier om nogle få utilpassede med anden religion, så tror vi, at det gælder alle med muslimer. Bliver bange for al den ballade, og så skal de ud! Og vi skal beskytte os selv! Men virkeligheden er en anden – der er rigtig, rigtig mange muslimer, som er veltilpassede og passer deres job. Hvis vi ikke havde dem, så manglede vi mange ingeniører, sosu-hjælpere, læger, chauffører m.fl.

Min “kamp” med stemmen

Nå, det var en anden side af virkeligheden, tilbage til de indre linjer. Jeg har forsøgt at stoppe hende: bedt hende om at holde op med at blive ved med at gentage, skældt hende ud, forsøgt at lade være med at høre efter, skældt mig selv ud over, at jeg ikke kunne få hende til at holde kæft osv.

Ny stemme – ny indsigt

I morges, da jeg sad og børstede tænder, fik jeg set mig selv i spejlet, netop som hun igen meddelte: ”Jeg er træt.”

Og det var heller ikke noget kønt syn, jeg så i spejlet – med noget, der lignede en høstak på toppen, nedenunder trætte øjne, og mundvigene hang med skuffen.

Så kom en ny tanke:
”Du har den energi, som du har brug for netop nu!
Du har fået mange flere kræfter, men hvis hun ikke bremser dig, så vil du fare derudaf igen, og det har du ikke kræfter til!
Din opgave er at sørge for at få så meget af det, der bygger dig op!”

Og her ved jeg godt, hvad det handler om:

  • spise det, som jeg ved er godt for mig
  • være udenfor så meget som muligt, og gerne i naturen
  • få hvilet
  • omgås mennesker, der giver energi, og undgå dem, der tapper mig.

Det var vitterligt et Aha – og det er jo bare logisk.

Reaktioner:
Irene Hyltoft Thomsen reagerede således på dette opslag, og kom med et rigtigt godt råd:

Sikke en indsigt, wauu! Hun er da helt vidunderlig ❤️ hun passer godt på dig, og hun er vedholdende. Hun er blevet ved og ved indtil du forstod hendes budskab. Hun er en fantastisk ven. Sig til hende “tak for du passer på mig, jeg holder meget af dig, og jeg lover at jeg nok skal lytte til dig” “vil det være ok med dig, at du holder fri idag? Og jeg viser dig at jeg godt kan tager over?”