Ældre: Hvor bliver tiden af? (1)

Jeg hører så tit, ældre siger: ”Hvor flyver tiden dog af sted?” ”Du skal vide, at tiden går hurtigere og hurtigere, jo ældre du bliver”
Nogle siger det med glæde, mens andre er kede af, at det er jul, før de har nået at trække vejret, mens de sad og nød en lun sommeraften.

Hvad er det, der gør det?

Er det fordi tempoet er blevet sat så meget ned?

Vi kender det godt fra slutningen af ferier, hvor man er kommet så langt ned i tempo, at man ikke når at blive færdig med morgenbordet og avisen, før vi skal have aftensmad.

Kan huske, da min svigermor gik fra at have fuldtidsjob, ekstra bijob, formandsposter i bestyrelser, servicerede flere af de ældre i nabolaget, samt passede sin store ejendom. Kort tid efter, at hun var blevet pensionist:  så havde hun travlt, hvis hun en dag skulle til købmanden og købe en pakke rugbrød og en bøtte russisksalat.

Er det, fordi vi nødig vil kede os?

Det har i vores kultur lavstatus, at man keder sig – det er også møj kedeligt, men utroligt sundt.
Og det er højstatus at have forbistret travlt, også blandt mange af os, der har al tiden til vores disposition.

  • Vi fylder kalenderen ud med alle mulige og umulige opgaver:
    besøg vi egentlig ikke gider
  • inviterer igen – selvom vi ikke har armene over hovedet af bare glæde og jubel
  • fortæller igen og igen, at vi skal også have gjort ditten eller datten i hus/have

og stresser hele tiden os selv (og måske også vores omgivelser) med at fortælle om alt det, vi skal nå.

Ting tager den tid, man har.

Vi kender det fra arbejde, eller underholdningsudsendelser i TV, at får man en opgave og en tidsfrist, så når vi det (som regel).

Og vi kender de opgaver derhjemme, der tager uger og måneder, fordi der er ingen deadline, og det har vi jo ofte ikke som pensionister.

Jeg er meget opmærksom på, at jeg ikke får de få opgaver, som jeg har, til at udfylde unødigt tid. For jeg vil en dag risikere at må sige nej til noget, der er spændende, fordi jeg har fået dagen til at gå ved at bruge mere og mere tid på hverdagsopgaverne.

Eller er det fordi livet er blevet en rutine?

Hvis dagene er ens og vi oplever dem ens, så får tiden ikke en chance for at markere sig og vise, hvordan den går.

Et godt eksempel på det modsatte er: Man har været på en tur med 2 overnatninger. På vej hjem fortæller vi hinanden, at det er da utroligt så meget, som vi har oplevet, og det føles, som havde vi været af sted i næsten en uge.

Rutiner er tryghed, og det kræver ikke så meget, man behøver faktisk slet ikke lægge mærke til dem.

Vil meget gerne have flere bud på, hvorfor tiden går så stærkt, når man bliver ældre!

 

(og en gang vil jeg skrive om, hvad man evt. kan gøre ved det, men det må I lige vente lidt med)