Netværk er nøgleordet i mit virke

Kender I det, at I sidder bare nyder foråret, så pludseligt kommer der en indsigt – et AHA, som man bliver meget overrasket over, men som er den største selvfølgelighed?

Det oplevede jeg i går, da jeg kørte af ved Maribo-søerne i det smukkeste forårsvejr, hvor jeg var så optaget af lys, farver og al den skaberkraft, som foråret viser os – på vej til at besøge mine forældre.  Midt i al denne idyl stod det pludselig lysende klart:
NETVÆRK ER NØGLEORDET I ALT, HVAD DU LAVER!

Hvor kom det fra? Hvis jeg ikke havde været alene i bilen, havde jeg nok vendt mig om for at se, hvem der sagde det.

Din virksomhed stritter i mange retninger:

Når man ser min virksomhed udefra, så stritter det i mange retninger:

– netværk af mikrovirksomheder
– hvordan skaber vi bedre transport på landet
– projekterleder i UdviklingsHus Fuglebjerg, hvor vi skal arbejde sammen på tværs af offentlig virksomhed, mikrovirksomheder og lokalsamfundet
-højskole i juli for SamfundsNybyggere
– uddannelse for netværksdrivere
-foredrag om Iværksætter på fuld eller deltid
– overgangen til den 3. alder og livet som senior
– undervise og foredrag om, hvordan du lærer at netværke i fritiden og som professionel.

I kan godt se, at det stritter, men når du ser efter, så handler det alt sammen om at få bragt folk sammen på tværs, få skabt relationer – også nogle nye, så man kan få brudt sin vanetænkning og få øje på nye muligheder.

Det er som at vinde i lotto

Det er som at vinde i lotto at se sådan en sammenhæng – for nu bliver det lettere at formidle, hvad jeg laver (selv min mand og min søn har svært ved det) og få revideret min hjemmeside.
Men det bliver ikke i dag for da skal jeg have arrangeret møder med lokalområderne i Billund Kommune til næste uge, hvor vi skal finde nye måder at løse transportudfordringerne på landet,
og det bliver heller ikke  i morgen for da skal vi lave TV om UdviklingsHus Fuglebjerg, og jeg skal senere have møde med en kommune om deres landdistriktsudvikling
og det bliver heller ikke i overmorgen, for da er jeg inviteret i Folketingets Udvalg for Landdistrikter og Øer for at drøfte: Hvordan udnytter vi landdistrikternes erhvervspotentiale i landdistrikterne
torsdag er der konfirmation
men jeg vil love mig selv, at det bliver forholdsvis snart.

Og det bedste af det hele: jeg synes, at jeg har det mest spændende job, der findes, og jeg får forærende inspirationen fra den ene opgave til den anden.

Hav en fantastisk forårsdag – måske kan en fordybelse i nydelsen også bringe AHA-er til dig.

Forårshilsen
Mona Hvid

P.S:  mit næste offentlige kursus er den 17. september kl. 10-16: Lær at netværke.
mona@monahvid.dk
tlf: 2126 6566
UdviklingsHus Fuglebjerg, Byagervej 1,1, 4250 Fuglebjerg

Jeg vil gerne kunne ….

Har du det som mig, at der er nogle, måske mange ting, som du gerne vil, som du ikke kan?

Denne smukke morgen, hvor sneen daler så smukt, har jeg siddet og tænkt lidt over det, og er kommet frem til to erfaringer, som jeg vil dele med jer.

1) Er det bare tankespin, som du spilder din tid med?
2) Gør det – øv dig 15-30 minutter HVER dag

“Jeg vil gerne kunne spille på klaver”

Det har jeg sagt, siden jeg var barn, og det stoppede bræt, da der flyttede 3 orgler ind sammen med min søns far. Han var organist, havde spilleelever.

Så sagde jeg det aldrig mere, for nu opdagede jeg, at jeg gerne ville kunne spille på klaver, men det betød ikke, at jeg ville lære at spille klaver.

Betyder det noget, at jeg går og siger sådan noget til mig selv

Hvorfor dog det, det er jo bare tanker?
Tanker er ikke toldfrie, og de præger os mere, end de fleste af os er bevidste om.

Forestil dig, at Marie med jævne mellemrum går og siger eller tænker: Hvor ville jeg gerne kunne synge, male, regne, lave god mad, skrive, snedkerere ….
For nogle vil det være med til at reducere Maries selvtillid, hvis hun ikke samtidig er dygtig til at fortælle sig selv, hvad hun kan gøre.

Og så er det spild af tid og energi – som kunne bruges til noget bedre.

Hvert mirakel er blot afslutning på en illusion jeg kan ikke huske, hvem der har sagt disse kloge ord, men en vigtig del af vores liv er, at få revet illusionens slør væk, og her er der et sted at starte, som ikke gør så ondt.

Hvis du virkelig gerne vil – så øv dig

Vi kunne ikke bare gå, vi måtte lære det, og vi måtte øve os igen og igen. Sådan er det med alt, selvom jeg kender nogle stykker, der ikke gider lære, de vil bare kunne.

Nu har jeg jo ligget med min brækkede ankel i 5 uger – og i julegave havde jeg ønsket mig tusser. Det var nu til, at jeg ville gøre mere ud af at lave små simple tegninger, som kunne illustrere det, som jeg fortæller, både når jeg holder foredrag og f.eks. her. Men jeg fik også noget, jeg ikke havde ønsket mig: en farvekalender fra Netto, men 365 små tegninger, som man kan farvelægge. Jeg glædede mig julemorgen, som et lille barn til at komme op til mit legetøj!

FullSizeRender (27)

“Vil du være kreativ, så brug hver dag 15 minutter på at lave noget kreativt”

Dette har jeg også hørt mange gange. Men her en måned efter, så kan jeg se, hvor meget mere sikker jeg er blevet til at vælge farve, og hvor meget nemmere det er blevet – det at vælge farver er blevet integreret i mig på en helt anden måde end tidligere. Så jeg kan mærke, at det virker.

Vi har i min familie haft en klar rollefordeling: jeg er den kreative,  og min søster den praktiske. Efter jul købte hun også en farvekalender – og hun går nu og tager tilløb til at komme i gang.

Inspirationen til dette skriv kom til morgen i et nyhedsbrev om flowskrivning, hvor der står noget,  som jeg har hørt så mange gange: Hvis du vil blive bedre til at skrive, så sæt æggeuret på 30 minutter og skriv – uden censur. Og gør det hver dag gerne på det samme tidspunkt – og lov dig selv at gøre det i en måned – det er cirka den tid, det tager din hjerne at integrere nyt.

IMG_1635

Hvad er det du siger til dig selv, du gerne vil kunne?

Her i weekenden kunne du måske overveje det. Det kan være noget alt muligt, nu valgte jeg det, som lige lå for, når jeg nu bare lå og lå – og hvis du vil styrke din kreativitet, så er det vist ligegyldigt, hvad du starter med.

I næste uge vil jeg sende dig:

5 trin til at rydde op og komme i gang med at lære det, du gerne vil kunne

Hvis du ikke abonnerer på mit nyhedsbrev, så skriv dig op her, så du er sikker på, at du får mine 5 trin i næste uge monahvid.dk

God weekend
Mona Hvid

Small talke- Netværke 3

“Small talk – den, der ligegyldige snak – det orker jeg ikke!”

Sådan tænkte jeg i rigtig mange år. Syntes at det var for dårligt, at man ikke kunne finde på at tale om noget, der indeholdt noget. Især at tale om vejret kunne få mig til at se mig omkring for at finde den hurtigste mulighed for at komme væk fra den “samtale”

Mit syn på samtaler om vejret ændrede sig totalt, da jeg i et par omgange var i Rumænien (underviste kommende “socialarbejdere”, der bl.a. skulle arbejde for de berygtede børnehjem). I Rumænien har man fastlandsklima – det betyder, at enten er det hunde-koldt eller stegende varmt – jeg lærte at svede med passende attitude, da jeg underviste i 36 gr i et stuvende fyldt lokale lavet i beton – og helt stillestående luft.

Ved ikke om den manglende mulighed for at tale om vejret er årsagen til, at indledning på samtaler i Rumænien kan tage timer, hvor man ikke bare spørger til hinanden, ægtefælle, børn, forældre, mostre/ onkler – og familierne er store og man skal jo ikke være uhøflig og glemme at spørge til sin grandkusines børnebørn!  Nej, hvor jeg blev glad for, at vi altid kan snakke om vejret!!!

Small talk er vigtig kunnen

Det er faktisk så vigtigt, at flere virksomheder har betalt mig for at give enetimer til deres medarbejdere, så de kunne lære at smalltalke. De fleste har været virkelig dygtige eksperter, som virksomhederne nødigt ville undvære, men kunderne brød sig ikke om dem, følte sig ikke helt trygge ved dem. Disse eksperter kunne ikke tale om andet end det faglige, så der blev ikke tid til lige at fornemme hinanden og stemningen.

Small talk er for mennesker, hvad hundenes snuseri er for hunde

Med uforpligtende snak om vind og vejr / situationen vi er i / .. tester vi effektivt og ufarligt, om vi har lyst til at lære hinanden bedre at kende. Men husk at give lidt af dig selv – den anden skal jo også have mulighed for at “snuse” til dig.

Det betyder ikke, at du skal fortælle din livshistorie, eller noget andet meget interessant, man kan godt tale om disse neutrale emner og samtidig give noget af sig selv, ved at vise sin åbenhed, sin generthed, sende varme osv.

I DK ER DET HELT NORMALT AT VÆRE GENERT, NÅR VI MØDER FREMMEDE!

Generthed er faktisk noget, hvor vi danskere er gode til “at bære over” med hinanden, for det er en del af vores kultur – vi er ikke åbne overfor fremmede.

Det er ikke kun i fritiden, at der mangler netværkskompetencer

I mandags var jeg til en halv dags konference, hvor man sad ved runde borde med plads til 8.

Jeg har jo en radar ude for at se, hvordan der netværkes (lidt fagidiot har jeg vel lov af være) – og der blev stort set ikke netværket!!!

De fleste kom to og to, og havde så travlt med hinanden, at de ikke åbnede for snak med omgivelserne. Mændene, der kom alene, brugte pauserne med mobil-telefonen (et godt trick, hvis man ikke rigtigt kan lide at netværke – og der er jo altid nogen, som man kan ringe til). Kvinderne, der kom alene, var noget mere åbne, og det gav indsigt i verdner, som jeg slet ikke kendte – og jeg nåede også at hjælpe én med at finde den rette foredragsholder til noget, som hun var ved at planlægge.

Hvis jeg var chef og sendte nogle afsted til en halvdags konference, så ville jeg stille som krav, at de brugte pauserne til at snakke med andre – der er altid noget at hente.

Nå dette handler ikke om at netværke i arbejdstiden, men at gøre det i fritiden og smalltalk og netværk hænger sammen!

Hvis der er noget, du synes er svært eller du gerne vil lære om at small-talke, så skriv til mig – mona@monahvid.dk. (jeg ved faktisk ret meget om det – kan undervise en hel dag i det, så der er nok at tage fat på)

 

 

Bliv bedre til at netværke 2

I sidste uge skrev jeg, at det vigtigste redskab, som du kan bruge, når du vil skabe kontakt til nogen, du ikke kender, er at få dem til at snakke om sig selv, og hvad de interesser sig for.

At række ud efter andre er meget at sætte den anden i centrum – og bidrage med sin nærvær og opmærksomhed.

At give sin fulde opmærksomhed og nærvær er den største gave, du kan give et andet menneske.

Den er lige værd at reflektere over!

Hvad er vigtigst for dig: at få en stor materiel gave, eller at nogen “ser” dig? – måske endda ser, hvor unikt et menneske, du er?

I enkelte situationer i vores liv kan den materielle gave være vigtigst, hvis vi er ved at dø af sult, mangler tag over hovedet osv. – men ellers vinder gaven, at andre “ser” og viser dig, at du er et fantastisk menneske

Hvordan “vise” det? Ja, det kan gøres på mange måder.

  • – den fulde opmærksomhed og sende varme. I den helt enkle form smiler du bare med øjnene til den anden. Min mand sagde, at han aldrig havde “set” kassedamerne i Netto eller folk i køen medmindre, det var nogen, han kendte. Han oplevede en meget stor forskel, da han så, hvilken forandring det gav, når jeg gav kassedamen 2 sekunders – 1 minuts opmærksomhed. Det var han hurtig til at lære, og det gør bare en forskel. Jeg samler på øjeblikke, og ofte bliver dette “møde med kassedamen/herren” et øjeblik. Der er dage, hvor jeg bare er inde i mig selv, og ikke gør det, og det er også ok.
  • – fortælle de andre, hvad de ser af positivt / særligt / unikt hos den anden. Men sig det kun, hvis du mener det! Øv dig med det lidt mere neutrale: “Hvor er dine sko smarte?” – og forvent, at folk altid nærmest bortforklarer det. Forleden, da jeg havde været i kirke, steg en kvinde ind i nabobilen med nogle flotte sko. Jeg kommenterede, og så fortalte hun, at skoene havde hun købt for flere år siden i Tyskland og viste mig, at hælene faktisk næsten var slidt op. Fik hun en god oplevelse? Fik jeg?

– hvordan gør du, når du viser en anden din fulde opmærksomhed? Skriv gerne

ØVELSE gør mester – så nu er det tid til at øve dig. Beslut dig inden du går på arbejde / ud at købe ind / … hvor mange gange vil jeg give min fulde opmærksomhed. Start i det små

Nyd at øve dig, grin, når det bliver lidt pinligt. Du skælder jo ikke et lille barn ud, når det er ved at lære at gå, fordi det falder – opmuntre dig selv, som du ville opmuntre det lille barn.

 

 

Ensomhed kan forebygges – lær at netværke forinden

At netværke er noget, som kan læres – ligesom at skrive og regne, at være høflig og alt muligt andet.

Er det svært? Jeg syntes, at det var meget svært i starten, for at være helt ærlig, så hadede jeg at komme steder, hvor jeg ikke kendte nogen, hvis jeg ikke havde en rolle.Jeg kunne gå en hel formiddag på arbejde og forpeste luften for alle kollegerne, fordi jeg skulle til en reception.

Men så besluttede jeg, at nu ville jeg lære det –  og i dag elsker jeg det så meget, at en forfatter, der har skrevet flere bøger om netværk, Abelone Glahn skrev “Mona, den kvinde, som kan skabe netværk selv i Sahara”

Nu har jeg undervist i at lære at netværke i 9 år, holdt foredrag, etablerer og driver netværk for mikrovirksomheder.

Der er skrevet masser af bøger om at netværke, men de handler alle om at netværke i forhold til arbejde – jeg vil gerne dele min viden om at netværke i fritiden.

Mange siger “Vi har så stort et netværk, at vi ikke kan overkomme det” – til jer, vil jeg anbefale at lære at netværke, mens du endnu sidder på den grønne gren, for man ved aldrig, hvad livet vil med én.

Samfundet har også brug for, at vi lærer det.

Ensomheden er større i Danmark end nogensinde før. Vi er blevet frisat, har fået stor frihed, men det betyder også, at det, der før var selvfølgeligt  – nemlig netværket i familien og naboskabet (nogle steder), eller via vores”stand” –  ikke længere er det.

Og den ensomhed rammer alle aldre, køn, bopæl uanset status. Jeg har haft sparring med personer på store direktørposter, som var meget ensomme i fritiden. En tendens, der er stigende, da vi er så mange, der bruger så meget energi på vores professionelle netværk, at det kniber med overskud til at være social, når man har fri.

Der er flere former for ensomhed, men den, der tales mest om, er mangel på social kontakt og have et netværk, være en del af noget, nogen, der kærer sig om én og omvendt, at blive brugt. – kort sagt have relationer, hvor der er værdighed og engagement!

Det første fif

Alle elsker at tale om sig selv og blive lyttet til!

Jeg kan godt høre protesterne – nej, det gør jeg ikke, eller jeg kender i hvert fald 2, der ikke kan lide at tale om sig selv. Min påstand er, at 99,9 % gerne vil tale om det, de er optaget af eller går og tænker på. Nogle har påtaget sig en rolle, hvor de altid er den lyttende og tilbageholdende – men prøv at give dem er par glas vin og se, hvad der så sker.

Og hvis man ikke vil tale om sig selv, så vil man gerne “ses” og få opmærksomhed på det, som man er interesseret i – uanset om det er kageopskrifter eller finanspolitik eller at tale med ånder!

Første budskab: Vær ægte interesseret og find “dit imødekommende fjæs frem”

(Historien bag dette udtryk stammer fra en af de første dage på min uddannelse i 1973, hvor vi skulle skrive og siden sige 10 positive ting om sig selv. Det var ikke noget man ellers sådan gik rundt og gjorde dengang – og det første jeg skrev på mit papir “Har et imødekommende fjæs”)

Hvis du er ligeglad med andre mennesker eller det, de interesserer sig for, så får du svært ved at skabe kontakter. Find tilbage i dine indre skatkamre fra dengang, hvor du stadig var nysgerrig og interesseret i andre – find følelsen og øv dig i at finde den, og bruge den.

Ja, men jeg møder aldrig nogen interessante mennesker!

Den sætning er vist god at reflektere over, og har du nogle kommentarer til den, så skriv enten her (Kontakt) eller på Facebook: Konsulent/Inspirator Mona Hvid   https://www.facebook.com/konsulentmonahvid?fref=ts.

I det hele taget vil jeg gerne have kommentarer og spørgsmål om, hvad er det, som du har brug for for at skabe nye kontakter.

I næste uge kommer næste fif til at blive dygtigere til at netværke. Du kan skrive dig op til nyheder her, hvis du ikke vil gå glip af det (højre spalte på forsiden af www.monahvid.dk)

Mona Hvid   mona@monahvid.dk  tlf: 2126 6566

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg skal se at finde ud af teknikken

Jeg har lige konstateret, at jer, der har skrevet jer op til mit nyhedsbrev, også får blogindlæg. Det er ikke min hensigt at spame jer.

Al den nymodens teknik – jeg skal nok se at få fundet ud af det,

Jeg øver mig – var på et 2 timers opfriskningskursus i PR og sociale medier hos René Hjetting, men det er jo ikke nok at være på kursus.

Klar besked!

Jeg har en weekend helt for mig selv – og jeg har lovet mig selv ikke at arbejde. Så kan man altså godt blive ramt af lidt rastløshed – det kan jeg, for der er jo så mange muligheder, og hvad skal jeg vælge.

I går lørdag var jeg rastløs indtil midt på eftermiddag, så kom nydelsen: wauvv, hvor var det dejligt ikke at skulle noget, ingen krav hverken fra andre end mig selv.

Det er nu mest den sidste – mine indre stemmer, der går og jager med mig: Du skal også have gjort .., Hvorfor går du ikke i gang med at male, du har jo tiden og roen til det nu.., De køkkenskabe kunne altså også trænge til en omgang. Hvad med at tage i skoven og dyrke lidt motion? – Jeg tror, at I kender den eller de indre stemmer, der hele tiden synes noget på dine vegne.

Og så sker det fantastiske!  Drømte i nat, at vi skulle flytte vores gamle firma, og det var stort – og alt blev bare pakket ned, selv skæve søm. Jeg foreslog at sortere og smide ud- nej, det kunne gøres senere. Senere drømte jeg, at vi var på et ferie lige i starten af feriesæsonen, og det dejlige hotel vi boede på, var så beskidt i krogene – ikke seng og badeværelse, men alle detaljerne, så vi gjorde rent ind imellem. Værtinden var så ked af, at det var sket.

Selvom jeg ikke skal arbejde, så kan jeg jo alligevel ikke lade være med at tjekke min mail – der kunne jo være en invitation, som jeg simpelthen ikke måtte gå glip af. Først mail var fra Bloglovin og så stod der midt på skærmen og lyste ”Ryd op”

I dag behøver jeg ikke at være rastløs – jeg kan bare gå i gang. Der er mange måder at lytte til sin indre stemme på, og det kan trænes – hvilket jeg gerne vil gøre sammen med jer.

Soveværelset er ryddet efter, at jeg i fredags overhovedet ikke kunne beslutte mig for, hvilken overdel jeg skulle have på – der lå 6 forskellige, der ikke selv havde fundet vej tilbage til bøjlen. Utroligt, at jeg ikke har fået dem opdraget til det.

Lige en pause, mens jeg skriver dette, så er det kontorets tur. Herligt! Som selvstændig med kontor hjemme, så føler jeg ofte, at jeg snyder, når jeg går og rydder op og gør rent – ja. lidt skør har jeg vel lov at være.

 

P.S  jeg ved ikke, hvordan jeg havnede på det blogindlæg,  for jeg har lige tjekket, og den er ikke på dagens hitliste.

“Vil du have flere kunder og øge din omsætning uden at knokle dig halvt ihjel?”

Foredrag om online markedsføring for mikrovirksomheder i Næstved Kommune

Det er lykkedes Netværket af Mikrovirksomheder i Fuglebjerg og omegn at få Betinna Meike til at give et gratis foredrag den 30.september kl 19 på Fuglebjerg Bibliotek.

”Vi vil gerne dele oplevelsen med andre små virksomheder og iværksættere fra hele kommunen” siger Mona Hvid, der igennem sit arbejde med at etablere netværket i Fuglebjerg og andre steder har konstateret, at den største udfordring for mikrovirksomhederne er at få kontakt med de rette kunder. ”Os med små virksomheder har ikke en salgsafdeling, så vi må bruge andre midler, hvor netværk og online markedsføring for de fleste giver de bedste resultater”

At bruge internettet til at markedsføre sig, kan for mange virke meget uoverskueligt, der er så mange muligheder, hvor skal jeg begynde og hvor meget skal jeg lære og hvor meget tid skal jeg bruge.

Betinna Meike har igennem de sidste par år hjulpet rigtig mange små virksomheder med at få sat skub i deres salg via markedsføring på nettet – det er hun blevet så god til, at hun i sommer har måtte ansætte en medarbejder.

”Fordelen ved Betinna er, at hun er praktiker, og hun er i stand til at forklare tingene, så de er til at forstå, selvom man ikke er it-nørd” fortæller Mona Hvid

Betinna Meike beskriver sit foredrag således:

Vil du lære, hvordan du knækker koden på online markedsføring?

Vil du lære hemmeligheden bag succesfuld online markedsføring?


Lær hvordan du på en enkel og overskuelig måde bruger online markedsføring til at sprede dit budskab, tjene flere penge og gør en forskel ude i verden.

Online markedsføring handler slet ikke om det, du tror, det gør.
Det handler nemlig slet ikke om teknologi – eller i hvert fald er teknologi, det mindst vigtige i online markedsføring.
Hvad er så det vigtigste, spørger du måske? Det finder du af på foredraget!

På foredraget lærer du:
Hvad der er vigtigst i at markedsføre sig online og hvordan du bruger det aktivt i din egen forretning
Hvad det er der bremser dig i din online markedsføring og hvad du kan gøre ved det
Hvorfor online markedsføring slet ikke er så indviklet, som du måske tror

Når du går hjem, er du blevet inspireret til at:
– Gøre endnu mere ved din egen online markedsføring
– Fokusere på det vigtigste i din online markedsføring
– Hvordan du gør din målgruppe endnu skarpere
– Kigge på det der bremser dig mest og hvordan du kommer over det

Som en ekstra bonus vil jeg også vise dig den éne ting, der kan betyde alt i din forretning og som vil give dig endnu flere kunder og endnu mere slagkraft.

 Først til mølle

Foredraget er gratis, men der er kun plads til 40 personer.

Du kan tilmelde dig ved at sende en mail til bibliotekar Kirsten Fonborg Hansen kirha@naestved.dk eller tlf: 5588 4023

Kan vi netværke i fritiden?

At kunne netværke er en kompetence, der i dag er lige så vigtig som at kunne læse, regne og have grundlæggende it-kompetencer –  og det kan læres, ligesom andre kompetencer!

Men er vi opmærksom på vores evne til at skabe en ny kontakt, lukke nye ind, og husker vi på, hvordan vi vedligeholder kontakter? Jeg ser en stigende tendens til, at flere mangler disse evner.

Mit fokus blev flyttet fra prof til privat networking

Som virksomhedsleder igennem mange år har mit fokus været på networking i erhvervslivet. Her er der stadig mange, der netværker på den gamle måde, der groft sagt handler om at lukke andre ude, så vi kan dele udbyttet / goderne.

F.eks. er aktiviteten ved møder i nogle erhvervsforeninger mellem dem, der arbejder i samme branche eller med personer fra brancher, som man arbejder tæt sammen med. Her deles sidste nyt på markedet / udbud / om firmaer / personer (hvis det var kvinder, der gjorde dette, ville det kaldes sladder – her hedder det: at udveksle informationer) og der laves aftaler.

 Men i dag er er networking noget andet:  skaffe sig adgang til viden, kompetencer og ressourcer – og derfor også med nogen, der tænker anderledes end én selv. Så ens netværk udvides hele tiden med personer fra andre brancher, kulturer osv. for at få inspiration.

Senere blev jeg opmærksom på, at mange har brug for kompetencer til at netværke, når de overgår til den 3. alder. Rigtig meget netværk falder væk, når man forlader arbejdsmarkedet – det er ikke bare det sociale liv på arbejdspladsen, men du bliver heller ikke inviteret til konferencer, messer, kurser.

Derfor ændrede mit fokus sig til, hvordan man netværker i fritiden og blev opmærksom på, at disse kompetencer er i tilbagegang, hvilket der kan være mange årsager til.

 

En presset hverdag fortsættes med underholdning på TV og virtuelle medier

Det er nemmere at gå på Facebook eller se TV end at gå ud og møde mennesker, når man har klaret hverdagens opgaver.

”Mere end hver sjette menneske på kloden tjekker ind på det sociale netværk hver måned, halvdelen af dem besøger sitet dagligt og når de gør det, bruger de i snit 17 minutter”

Og de sociale medier er spændende, men kan ikke erstatte det fysiske møde – derfor er det vigtigt at træne vores evne til at skabe kontakt.

 

Vi tror, vi gør det!

De fleste af os spotter lynhurtigt om, der er nogen vi kender, når vi kommer ind i et lokale – og de fleste af os styrer direkte hen og taler med dem. Hvem sætter vi os ved siden af, når vi kommer til et arrangement?

Hvor opmærksomme er vi på, når der kommer nye til? Hvad gør du, når der står én helt alene og forsøger at se ud, som om hun ikke var der? Det gælder også par, når de flytter til en ny egn.

25 % flytter igen, inden der er gået 1-2 år! Det er ressourcespild, og mange områder har meget brug for tilflytterne. Forskning viser, at der primært er 4. grunde til genflytning:

  • Urealistiske drømme
  • Føler sig ikke taget imod
  • Ikke integreret i ”fællesskabet”
  • Savner familie og venner

Og jeg ville kunne fylde en hel bog med historier om, hvordan man ikke bliver taget imod i sit lokalområde eller i en forening f.eks. da jeg første gang mødte op som tilflytter til et arrangement, hvor man vil etablere et bylaug. Der var runde borde med plads til 8 – hvor jeg sad fint sammen med 7 andre. Det var først i slutningen af kaffepausen at min sidemand spurgte forsigtigt: Hvem er du? Ingen andre ænsede mig eller forsøgte at inddrage mig i dialogen.

Nu er der sikkert nogen, der kender mig, der tror, at det er løgn – Mona kan da ikke holde sin mund og lade være med at blande sig i debatten! Jo – jeg havde hørt så mange beskrivelser i mit arbejde med lokalområder om, hvor svært det kan være, og havde derfor besluttet, at jeg ville prøve at være den nye, møde åben – men ikke tage initiativet til kontakt. Behøver jeg at sige, hvor lidt velkommen jeg følte mig, og jeg kan godt forstå dem, der ikke møder op en anden gang.

 

Mange er slet ikke opmærksom på, at vi lukker nye ude – vi har jo så travlt med at få talt med dem, vi kender, og ”vi når jo ikke at få talt sammen i dagligdagen”. Dette er forståeligt,

– men jeg håber, at jeg har pirret din nysgerrighed, så du er mere opmærksom på, hvordan der tages imod nye i dit lokalområde / forening / til arrangementer m.m. og måske få lyst til at bruge din barnlige nysgerrighed og interesse for andre.

 

Hvis du har lyst til at læse flere af mine blogindlæg om networking, investering i den 3. alder, samfundsspørgsmål – så kan du tilmelde dig nyheder her

hilsen

Mona

.

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvordan afslutte samtaler, når du netværker?

Én ting er at etablere en kontakt, men hvordan får man så afsluttet samtalen igen?

Jeg stillede dette spørgsmål på et netværksmøde i QLF, hvor flere svarede “Godt spørgsmål – vil du skrive til mig, hvis du finder nogle gode svar?” Derfor blogger jeg først om at afslutte samtaler, før jeg har fået skrevet om at etablere kontakt og meget andet – men sådan er jo verden, den er ikke altid kronologisk.

Dette er et forholdsvis kort sammendrag af de mange gode ideer, som jeg har fået – igennem fysiske og virtuelle samtaler (en gruppe på LinkedIn).værktøjskasse

Men inden du læser videre:

  • Hvordan gør du?
  • Hvad har du i din Netværks-værktøjskasse?
  • Den er forhåbentlig ikke gabende tom.

Hvis du vil dele med os andre, så skriv gerne en kommentar.

 

Nu havde vi lige etableret en god kontakt, og så går hun – keder jeg hende? Er jeg ikke interessant nok?

Den følelse, vil vi gerne undgå at efterlade nogen i.

Derfor er afslutningen vigtig, hvor jeg med mit kropssprog og min tone takker for mødet. Det er ikke sikkert, at det korte møde har beriget mig med noget nyt eller stort, men jeg har MØDT et andet menneske, og det er i sig selv en gave.

Dette er nok essensen i forhold til den indledende kontakt –  at du er der for at MØDE, ikke fordi du skal have noget bestemt ud af det.

Vi har (endnu) ikke ret mange steder i DK en tradition for at cirkulere. I de kulturer, hvor det er naturligt at cirkulere, så taler man sjældent mere end 10-15 minutter – samtalen er oftest kortere – men man er 100 % tilstede i den tid samtalen varer, så takker man og går videre.

 

Der er 3 forskellige situationer, når du skal afslutte samtalen:

  1.  Takke og afslutte
  2.  Vil fortsætte samtalen en anden gang
  3. Præsentere vedkommende for en 3. person – det kommer i et andet indlæg

 

Ideer til 1.Takke og afslutte

I får lige en stribe forslag, så er der noget at brygge videre på

  • sige tak for samtalen med stor respekt, og ”jeg skal lige nå at kontakte et par stykker mere”
  • ”Fedt at møde dig, skal lige rundt og hilse på folk”
  • ”Skal lige rundt og sige hej”

Ideer til 2. Fortsætte samtalen en anden gang

Her er igen flere muligheder – den løse aftale

  • ”Må jeg få dit visitkort, jeg skal lige rundt og sige hej til nogle flere?”
  • ”Super spændende, skal vi ikke snakke videre senere, skal lige rundt og møde folk?”
  • ”Lad os snakkes ved over Facebook, skal lige rundt og sige hej”
  • ”Jeg finder dig lige på Facebook (eller LinkedIn) så kan vi snakkes ved senere, skal lige rundt og sige hej”

Eller hvor I laver en aftale – for I må bare tale sammen på et andet tidspunkt i fred og ro!  Lav en aftale – og den skal være konkret: Hvem kontakter hvem og hvornår, eller hvor skal vi mødes.

Om at præsentere for andre, må vente til en anden gang Jeg har også fået en del materiale mere om forskellige former for dialog på netværksmøder: Den hoppende og den fokuserende – men det må også blive en anden gang.

Jeg har emner liggende til mange flere blogindlæg om at netværke, og hvis du vil følge med, så tilmeld dig mit nyhedsbrev her

Her vil også komme blogindlæg om at ”Invester i din 3. alder!” – som kan du jo bare springe over, hvis de ikke er relevant for dig.

 

Håber at dette har givet inspiration – da afslutninger er ligeså vigtige som begyndelser – og har du kommentarer, glæder jeg mig til at høre dem

Godt netværksmøde

Mona