Et nyt liv begynder i dag

Ja, det gør det faktisk hver dag, hvis vi tør gøre det!
– men i dag er en særlig dag: Min virksomhed har 8 års fødselsdag, og jeg starter på at leve på en anden måde: totalt uden sukker (og dermed også glutenfri, for gluten bliver til sukker).

Hvorfor gør jeg det?

For 14 dage siden fik jeg at vide af specialisterne på Køge Sygehus, at jeg var syg, men de kunne ikke stille nogen diagnose. Dermed ikke nogen muligheder for behandling udover smertestillende medicin. Mine prøver viste, at det ikke var nogen fest at være i min krop, men de strittede i alle mulige retninger, så derfor ingen diagnose.
Overlægen ville sende min papirer til Rigshospitalet, og hvis de kunne finde en diagnose, så gav han øl, sagde han med et glimt i øjet.

I går fik jeg besked fra Rigshospitalet, at de ikke kan hjælpe mig. Det regnede jeg heller ikke med. (Så røg den gratis øl, men pyt – øl hører ikke til i de næste måneder).

Så efter at have været nede at hilse på regnormene i dagene efter besøget på Køge Sygehus, så indså jeg, at jeg må tage ansvaret for mit eget helbred, og jeg skal have hjælp til det:
– en akupunktør/komplementær helbreder
– en zoneterapeut
– en kostvejleder
udover min vigtige træning på Øfeldt Centret.

Inflammation og huller i tarmene

I starten af 20-erne (altså da jeg var i 20-erne) fik jeg hulens meget penicillin. Følgerne har været allegier og andet, der tog min energi. Jeg har små huller i tarmene, hvilket gør, at ting, der skulle blive i tarmene, render ud i bughulen, og kroppen reagerer ved at lave inflammation.
Nu ved man efterhånden meget om hele den millionstore koloni af mikroorganismer, som vi har af gæster i vores tarme. De har alle deres mission, men hvis nogle spiser sig for tykke og fede, så tager de magten, og jager de mindre enten på flugt eller udmagre dem. Nogle af disse mikroorganismer laver millionvis af små huller i tarmene.

Mange af disse små banditter æælsker sukker!
Jeg har selv tidligere været på sukkerfri kur, og det virker: når man først kommer over de første par dage, så får jeg mere energi!

Beslutningen blev truffet i går

Jeg har gået de sidste 14 dage og tænkt på det, men i går efter en konsultation hos min alternative behandler, traf jeg beslutningen.

I aftes blev køkkenskabene tømt for det, som jeg ikke længere skal indtage – i hvert fald ikke de næste 3 måneder.

Har haft en rigtig god snak med kostvejleder Birgitte Flensholt om alt det nye. Hun er så intuitiv og lyttende, så hun ved næsten på forhånd ved, hvordan jeg skal hjælpes. “Og det er slet ikke så besværligt”
Birgitte kan rigtig meget forskelligt, så tjek hendes hjemmeside http://www.flensholt.dk/

Birgitte anbefalede mig også at se på madbanditten.dk – her ligger bl.a. en glimrende video om, hvordan man kommer ud af sukkertrangen.

Og nu må jeg vist se at få noget frokost – både sukker- og glutenfrit. Jeg købte i går et glutenfrit rugbrød, skal langsomt vænne mig af fra rugbrød. Det koster en bondegård kr. 25 for 450 g, men det er nemt at lave glutenfrit brød f.eks. stenalderbrød.

Dagens frokost er ikke besværlig: en avocado, rejer med mayonaise, citron og glutenfrit rugbrød.








Henvisningscirkus

Jeg aflyste min kontroltid hos reumatologerne i Holbæk i august, da jeg var indlagt på Rigshospitalet.  Jeg forventede, at man her tog fat på, hvorfor jeg er syg og ikke bare gjorde noget ved symptomerne – min brækkede ryg.

Der troede jeg forkert, og aftalte medie september med lungemedicineren, at jeg gerne ville henvises til reumatologerne i Køge for at få a second opinion. Lægen var i tvivl om, han kunne gøre det, men ville skrive det, ellers var det en henvisning tilbage til Holbæk.

Lang ventetid

Jeg undrede mig over, at der gik så lang tid, men der er jo travlhed, og til sidst ringede jeg til Holbæk. De havde ikke modtaget nogen henvisning, men ring til Fællesvisitationen i Køge.

Det gjorde jeg. Her fik jeg at vide, at jeg var henvist til endokrinologerne (der har med knogleskørhed),og de havde afvist min henvisning. Og så var der skrevet noget frygteligt vrøvl om henvisning til reumatolog, som man ikke kunne bruge. Du må henvende dig til lægerne på lungemedicinsk og ”bede dem om at gøre det bedre”.
Jamen kan du ikke se, at der er behov for, at jeg skal til en reumatolog?
”Jo, men sådan noget kan man ikke skrive, du må bede dem formulere sig mere korrekt”

Al energi forsvandt ud af mig, jeg magtede ikke mere – ikke engang at blive vred. Jeg blev bare så ked af det og så hjælpeløs. Jeg ved, jeg har en sygdom, der hele tiden nedbryder min ryg, og så går systemet bare i selvsving.

Den unge lungemediciner, som jeg havde talt med i september, havde sagt, at han jo bare var lungemediciner og ikke vidste, hvordan han skulle skrive det, så de ville godkende det – skulle jeg nu have fat i ham igen?

Rygter

Rygter vil vide, at hvis man ikke udfylder Sundhedsplatformen korrekt, så bliver henvisningen bare afvist. Hvem går det ud over: patienterne, der må vente, og endnu mere travlhed hos lægerne, så det går også ud over patienterne.

Et andet rygte siger, at visitationen skal afvise en vist antal henvisninger, for at de gør deres arbejde godt nok .

Jeg er naiv og tror ikke på rygter.

Mere frustration

Min lægeveninde ringede lidt senere, og foreslog, at jeg gik til egen læge.

Det gjorde jeg, han var dybt frustreret. Han havde fået 14 meddelelser om mig indenfor de sidste par uger, så han kunne ikke følge med, og overskriften fortæller ikke tilstrækkeligt, så han skal åbne hver enkelt – og han har jo flere patienter end mig.

Han og andre har opfordret mig til at klage, men kræfterne er der ikke.

Næste runde henvisninger

Han skrev så en henvisning og skrev, at hvis jeg ikke snart blev indkaldt, ville han tillade sig at rette henvendelse til andet sygehusvæsen.
Der er mange, der længe har talt om, at sygdommen er så kompliceret, at det er Rigshospitalet, der har en specialafdeling for Lupus, som jeg burde henvises til.

Derefter blev jeg indkaldt til endokrinologisk afdeling i Køge, som har med behandling af resultaterne af min sygdom – en ryg, der hele tiden bare får det være og brækker og revner. Der er kommet 5 nye skader fra september til december på rygsøjlen.

Der skulle søges om tilskud til den medicin, som jeg skal stikke mig med dagligt i 2 år. Den kom, og derefter var der 3 ugers ventetid på, at en sygeplejerske kan lære mig at stikke mig. Igen var jeg vred og ked, men orkede ikke at gøre noget ved det. Jeg ligger jo fortsat i sengen efter endnu et brud, der kom den 3. januar. Men i morgen skal jeg til Køge og lære at stikke mig i maven.

Hvad fejler jeg?

Endokrinologen var enig i, at det ikke var tilstrækkeligt, at jeg kom i denne behandling: den bagvedliggende sygdom, der skaber problemerne bliver ikke fjernet. Jeg spurgte hvilken reumatolog, som hun kunne anbefale. Men hun kunne ikke henvise, det skulle egen læge.

Ringede næste morgen, hvor min læge igen blev træt: Jeg har henvist dig den 7. November til reumatolog, men selvfølgelig gør jeg det igen.

Han ringede et par dage efter og sagde, at han ikke kunne henvise mig over Regionen, da Michael Stoltenberg var privatpraktiserende, så han ville henvise mig direkte. Denne gang fik jeg brev fra Regionen om, at de ikke kunne henvise til en privatpraktiserende.

Kvalificeret, grundig undersøgelse

Jeg forklarede sekretæren hos reumatolog Michael Stoltenberg, at jeg havde været i et henvisningscirkus, og håbede på, at hun kunne trylle en tid til mig. Jeg fik en tid. En uge efter ringede hun, og tilbød en tid en uge tidligere – sådan!

Det var en fornøjelse at komme ind til en læge, der havde som han sagde ”læst de 22 kapitler af din journal. Du har da godt nok været noget rundt i systemet, også af en del blindveje”

Og så gik han ellers i gang med at spørge og spørge.

Til sidst konkluderede han, at alt tyder på at du har en meget sjælden Lupus. Der er 5 i landet, der har den. Der mangler 2 undersøgelser, for at vi kan være helt sikre: en blodprøve og en lungeundersøgelse, og du bør skulle behandles på Rigshospitalet.

Han ville skrive til Regionen, som måske ville indkalde mig for at lave disse undersøgelser inden henvisningen til Rigshospitalet.
Nu er jeg blevet indkaldt til en forundersøgelse om en måned!!! (altså 5,5 måned efter, at jeg først blev henvist til dem!)

Nu sidder jeg og tager mig sammen

Der skal mobiliseres kræfter, før jeg ringer for at få en hurtigere tid.
Er jeg for svag, bliver jeg bare afvist, er jeg for krævende, bliver jeg bare afvist – hun skal have noget af historien, men så kort, at hun hører det, for ellers bliver jeg bare afvist.

Hvis man ikke har prøvet at være svag, så kan man umuligt forstå, hvor mange kræfter det tager at bygge sig selv op til en samtale. Og hvor har jeg været igennem det mange gange, og jeg hører jo også fra andre patienter, hvad det koster af kræfter at tage sig sammen til at ringe, og hvor flad man er bagefter – alle kræfter er brugt.

Se det kan man kun forstå, hvis man har prøvet det. Det er da bare en telefonopringning.

De åbner først om en halv time.

Søndag morgen og hjemmepleje

Søndag morgen kl. 7:30 – jeg har haft en elendig nat med mange afbrydelser m.m., og nu kan jeg mærke, at jeg ville kunne sove. Det kan jeg ofte om morgenen, når natten ikke har været noget at skrive hjem om.

Men hjemmeplejen skal jo komme for at give mig tøj på, og hende, der kommer i dag kommer ofte meget tidligt. Hun kommer også hurtigere igennem opgaverne, ja, man kunne sige, at hun springer over, hvor gærdet er lavest: hvis jeg har tabt noget på gulvet, så samler hun det kun op, hvis jeg beder hende om det, når hun skal redde min seng, glatter hun kun glidelagnet, men retter ikke rullemadrassen, som bliver bulet, når jeg ligger uroligt (og det er ikke rart at ligge på noget bulet, når ens ryg er tossig).

Hov – Stop!

Gudskelov får jeg stoppet mig selv i min tankerække, jeg var jo ved at bygge modstand og irritation op overfor denne hjælper!
Fik trukket vejret dybt: det er min modstand mod, at jeg er nødt til at få hjælp, som jeg projicere over på en hjælper, som har fundet sin egen måde at overleve en travl hverdag på.

Hvad er jeg reelt træt af

Jeg er selvfølgelig træt af, at jeg ikke længere selv bestemmer, hvornår jeg skal op (jo indenfor en tidsramme, som hende i dag aldrig overholder). Træt af, at der hver dag skal komme en fremmed i mit hjem, men især træt af, at jeg ikke kan klare det selv.

Hvor var det godt, at jeg fik stoppet mig selv. Samtidig giver det mig forståelse for, hvorfor nogle borgere skælder deres hjælpere ud, og bruger meget tid på at brokke sig over den hjælp, som vi får.

Taknemmelighed

Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg kan få den hjælp! Selvom vi kan godt joke med, at hjemmeplejen har 3 minutter til at klæde mig på.

Jeg er, også denne morgen, imponeret over den usynlige hær, der hjælper mig og mange, mange andre.

Der er fordele ved at være syg!

I går fik jeg tilsendt mit handicap p-skilt, og jeg tænkte spontant: Der er fordele ved at være syg!

Jeg var længe om at tage mig sammen til at søge: ”Det går over” – ”Det går jo nok” osv. Og der gik nogen tid, før jeg fortalte det til nogen, at jeg havde søgt.

Alt sammen undskyldninger for ikke at se i øjnene, at jeg er blevet handicappet – arghh, det er ikke nogen sjov erkendelse.

Men hvor blev jeg glad for det, da det kom med posten i går.
Jeg er til så mange undersøgelser på diverse hospitaler. Her behøver jeg vist ikke skrive mere: alle ved, hvor svært det er at finde en p-plads, og min gå-distance er 10-350 meter for tiden.

 

Nu skal jeg have lært alle reglerne, for udover at kunne parkere på handicappladser, så må jeg parkere længere på tidsbegrænsede pladser: vi er jo langsomme os handicappede !

Jeg har stadig svært ved at beskrive mig selv som handicappet på trods af:
Jeg får pt hjælp til at komme ud af sengen om morgenen, hjælp til at få tøjet på, og senere hjælp til at få det af igen og komme i seng. Får hjælp til rengøring og alt det øvrige praktiske klarer min nabo og mit øvrige netværk.Jeg er ikke i stand til at lave mad (siden juni 2018). Mit hjem er indrettet med plejeseng, galge, badetaburet, toiletforhøjer og rollatorer.
Så der burde være syn for sagen, og i det hele taget er der ikke så meget, som jeg kan selv, men at betragte mig selv som handicappet? Det er en af de mange kameler, der skal sluges.

Mere handicaptrafik – som også er en fordel

I dag har jeg fået bevilget handicapflex. I vores kommune kan man ikke få flextrafik, når man bor i en by, og det er Fuglebjerg, selvom den er bette. Her skal vi gå til nærmeste busstoppested, og det er 650 m væk. I stedet kan jeg mod betaling få handicapflex, hvor jeg bliver hentet på min bopæl og kørt derhen, hvor jeg skal. Det er bevilget i dag.

Håber ikke på at bruge flex-trafik så meget, min ryg vil ikke være begejstret for den ventetid, som man ofte har som bruger, så jeg er glad for min bil.

Hvordan kan du køre bil? spørger mange.
Jeg var så “ufornuftig” at købe en dyr bil for 8 år siden. Den har høj indstigning, sæder, som man sidder fast i, samt kan køres med én finger: jeg har nemlig både automatgear og fartpilot. Jeg er i dag taknemmelig for at min eks ”lokkede” mig til at købe så dyr en bil, for ellers havde jeg ikke kunnet køre bil i dag, hvilket jeg kan for det meste.

– kom væk fra overskriften:

Jeg forstår meget mere

Der er mange andre fordele ved at blive sat ud af spillet og sat voldsomt ned i fart:
Der er så meget, som jeg pludselig forstår og får forståelse for.

F.eks har det altid undret mig, at nogle kunne køre ud et smukt sted, slukke motoren og blive siddende i bilen. Hvorfor hulen steg de ikke ud og mærkede naturen?

– og hvad gør jeg selv i dag!!! Der er ofte ikke kræfterne, og ofte er der ingen i nærheden, som jeg kan få til at tage min rollator ud og ind af bilen.

Flere fordele – kom gerne med input

Der er mange flere fordele, men ikke flere kræfter til at skrive i dag.

Du er meget velkommen til at komme med de fordele, du kan se ved at være syg.

Ældre: Hvor bliver tiden af? (1)

Jeg hører så tit, ældre siger: ”Hvor flyver tiden dog af sted?” ”Du skal vide, at tiden går hurtigere og hurtigere, jo ældre du bliver”
Nogle siger det med glæde, mens andre er kede af, at det er jul, før de har nået at trække vejret, mens de sad og nød en lun sommeraften.

Hvad er det, der gør det?

Er det fordi tempoet er blevet sat så meget ned?

Vi kender det godt fra slutningen af ferier, hvor man er kommet så langt ned i tempo, at man ikke når at blive færdig med morgenbordet og avisen, før vi skal have aftensmad.

Kan huske, da min svigermor gik fra at have fuldtidsjob, ekstra bijob, formandsposter i bestyrelser, servicerede flere af de ældre i nabolaget, samt passede sin store ejendom. Kort tid efter, at hun var blevet pensionist:  så havde hun travlt, hvis hun en dag skulle til købmanden og købe en pakke rugbrød og en bøtte russisksalat.

Er det, fordi vi nødig vil kede os?

Det har i vores kultur lavstatus, at man keder sig – det er også møj kedeligt, men utroligt sundt.
Og det er højstatus at have forbistret travlt, også blandt mange af os, der har al tiden til vores disposition.

  • Vi fylder kalenderen ud med alle mulige og umulige opgaver:
    besøg vi egentlig ikke gider
  • inviterer igen – selvom vi ikke har armene over hovedet af bare glæde og jubel
  • fortæller igen og igen, at vi skal også have gjort ditten eller datten i hus/have

og stresser hele tiden os selv (og måske også vores omgivelser) med at fortælle om alt det, vi skal nå.

Ting tager den tid, man har.

Vi kender det fra arbejde, eller underholdningsudsendelser i TV, at får man en opgave og en tidsfrist, så når vi det (som regel).

Og vi kender de opgaver derhjemme, der tager uger og måneder, fordi der er ingen deadline, og det har vi jo ofte ikke som pensionister.

Jeg er meget opmærksom på, at jeg ikke får de få opgaver, som jeg har, til at udfylde unødigt tid. For jeg vil en dag risikere at må sige nej til noget, der er spændende, fordi jeg har fået dagen til at gå ved at bruge mere og mere tid på hverdagsopgaverne.

Eller er det fordi livet er blevet en rutine?

Hvis dagene er ens og vi oplever dem ens, så får tiden ikke en chance for at markere sig og vise, hvordan den går.

Et godt eksempel på det modsatte er: Man har været på en tur med 2 overnatninger. På vej hjem fortæller vi hinanden, at det er da utroligt så meget, som vi har oplevet, og det føles, som havde vi været af sted i næsten en uge.

Rutiner er tryghed, og det kræver ikke så meget, man behøver faktisk slet ikke lægge mærke til dem.

Vil meget gerne have flere bud på, hvorfor tiden går så stærkt, når man bliver ældre!

 

(og en gang vil jeg skrive om, hvad man evt. kan gøre ved det, men det må I lige vente lidt med)

Senioriværksætter – er det så let?

Måske fik jeg det til at lyde for nemt i P4 den 24.10.2018, da jeg talte om at blive senioriværksætter.

Men det skyldes, at jeg har en grundlæggende holdning, at alt i livet er som et eventyr:

Først bliver man draget til at gå ud af sin komfortzone, så tvivler man, men så tager man sig sammen.
Drager af sted, i starten går det måske let. Men så kommer der udfordringer, der gør, at man tvivler, og overvejer at vende om. Men fortsætter, fordi man opdager en hjælp fra uventet kant, og drager videre.
Indtil man kommer til det punkt, som jeg kalder ”selvmordspunktet”, når jeg laver projekter: Man tænker: hvorfor hulen har jeg nogensinde begivet mig ud på denne rejse? Det her er jeg ikke dygtig nok til. Jeg er træt og jeg giver op!
Men så kommer der igen en blid vind eller en anden ”hjælper” og man går videre, indtil man har fundet løsningen og ”kan leve lykkeligt til deres dages ende”

Det vil sige, at i det virkelige liv, så venter nye eventyr, og man drager ud igen.

Selvfølgelig er der besværligheder

men når man har den frihed, som man har som senior, hvor den grundlæggende økonomi for de fleste er i orden, så er det ikke så svært at starte selvstændig virksomhed.

Det er nemt at blive iværksætter i DK

Danmark er et af de lande i verden, hvor det er nemmest at blive selvstændig, og antallet af senioriværksættere stiger voldsomt – og voldsomt er endda ikke overdrevet. Der er så mange, der oplever, at de har meget mere i sig, når pensionsalderen er nået, at de må noget mere.
En havde været pensioneret i 1,5 år, da han hørte mit foredrag “Iværksætter på fuld eller deltid” – han skrev 2 måneder efter, at nu havde han åbnet en virksomhed med cvr.nr. og forretningsplan, revisoraftaler og hele dynen.
(Du behøver først at få et cvr.nr. hvis du har en omsætning på over kr. 50.000 på 12 mdr., men selvfølgelig skal du indberette indtægt. En forretningsplan kan findes i mange udgaver, men 1 side kan være nok, hvor du lige gør dig klart: Hvad du vil? Hvordan? og især hvorfor vil du? (det skriver jeg mere om en anden dag)

 

Det kræver mod, og nysgerrighed

Og ikke mindst lysten til at vænne sig til at tænke anderledes, for det gør man som iværksætter. Det kræver også lysten til at lære noget nyt. Det er en rigtig win-win, da den bedste måde at holde hjernen i form, er ved at lære noget nyt, meget gerne noget, der ligger langt fra, hvad man tidligere har lært.

Nej, vi bliver ikke dårligere til at lære med alderen, før vi bliver rigtig gamle, men vi har sværere ved at skifte læringsstil.

Hent inspiration “50+ og nystartet”

Abelone Glahns bog: ”50+ og nystartet” var med i studiet, for at jeg ville anbefale den, men det nåede jeg ikke.

Bogen har en rigtig god indholdsfortegnelse, så du kan finde netop de afsnit, som du gerne vil læse. Den har også en hjemmeside, hvor du kan få inspiration www.50plusognystartet.dk

Mona Hvid
tlf 2126 6566
mona@monahvid.dk

Den 25.oktober 2018

 

Vi skaber fremtiden – apropos en ny skraldeordning

”Den verden, vi har skabt, er et udtryk for vores tænkning.
Skal vi forandre verden, kan det kun ske ved at vi forandrer vores tænkning.”
Albert Einstein

Hold da op, hvor er det svært – altså at ændre vores tænkning. Og det er første nødvendige skridt for, at vi kan ændre vores vaner.

Vi har været igennem den mest fantastiske sommer – ikke bare i mands minde, men i det hele taget. Og det kan være svært ikke at se en sammenhæng mellem denne sommer og de klimaforandringer, der sker på vores lille blå klode.

De fleste er ved også, at klimaforandringerne skyldes, at vi driver rovdrift på den lille blå klodes ressourcer, og vi ikke er dygtige nok til i det mindste at genanvende vores affald.

Hvordan får vi skabt sammenhæng i vores tænkning imellem det, vi ved, der er brug for at gøres, og det vi gør?

Den 1. oktober fik vi en ny skraldeordning i vores kommune – en skraldeordning, der er et skridt på vejen til at mere af vores affald kan genanvendes. Vi har fortsat 2 skraldespande, men begge er delt op i 2 rum.

Det er et yndet samtaleemne – alle kan være med, for det er noget, der berører os alle.

Men snakken om skraldeordningen går for det meste på, at den er besværlig – og kan vi finde ud af det, og nytter det noget…
Nogle siger, at de bare gør, som de plejer. Andre siger, at det nytter ikke noget, for al skraldet bliver alligevel bare blandet sammen, når det er kørt væk. Der findes nok hundrede andre undskyldninger for ikke at omsætte vores viden og tanker om vores rovdrift på jorden til bare at gøre noget ved vores affald.

Det er så forbandet svært at få omsat de store tanker, som vi er så enige i, til at gøre dem til hverdagens handlinger.

Vi mangler ikke information om, hvordan vi overforbruger og forurener jorden: i marts har vi danskere brugt så meget af jordens ressourcer, og forurenet så meget, som jorden selv kan klare at balanceret sig overfor, så vi skulle egentlig stoppe med at forbruge/forurene i slutningen af marts. På verdensplan skal vi stoppe med at forbruge og forurene i august, hvis vores jord skal kunne holde sin balance.

Selvfølgelig bliver sådanne skræmmende oplysninger mødt med skepsis: Hvordan er det regnet ud? Og sådanne beregninger kan man slet ikke lave osv.

Beregningerne kan være forkerte, men hvis vi lytter til vores intuition, så ved vi godt, at det er nogenlunde sandheden. (Det sværeste er nok at kunne rumme, at vi er blandt de, der mest overforbruger jordens ressourcer, da vi i årevis er blevet bombarderet med, hvor langt fremme vi er i forhold til klimaet. Det er vist en flot indpakket illusion, som mange gerne vil sælge os)

Hvad kan vi gøre?

Vi har brug for de gode samtaler – ikke bare snik-snak, hvor vi taler hinanden efter munden, og hurtigt ryger med på den skeptiske vogn, men gode samtaler, hvor vi lytter til hinanden, og hjælper hinanden til at tænke og handle anderledes, hvor vi stiller spørgsmål, som giver mulighed for, at der bliver plads til at tænke anderledes.

Vi kan tale skraldeordningen op, eller vi kan tale den ned – og dermed er vi med til at skabe fremtiden, men hvilken ønsker jeg?

– og så er det én af måderne, hvor vi kan bidrage  til, at FNs 17 verdensmål omsættes til praksis.

 

 

 

Dagens lektie: Lær at kede mig – kap 1

Kedsomhedens lektie bog 1. kapJeg har ikke helt styr på teknikken, men du vil ikke fremover få dette tilsendt min Kedsomhedsskole, som et nyhedsbrev. 


Nyhedsbreve er forbeholdt, når jeg arbejder. 


Vil du følge “Kedsomhedsskolen”  –  så er det blogindlæg, som jeg deler på  Facebook: https://www.facebook.com/mona.hvid


“Mona, du må lære at kede dig. Så snart din sygdom giver dig det mindste overskud, så omsætter du til at tænke på din virksomheds fremtid. Du må give dig selv opgaven at lære at kede dig – og så kan du skrive om det, men kun i 7 minutter om dagen”

– og det kommer fra en veninde, der har 3 x “ild i R… ” ift, hvad jeg har. Hun er altid til en masse spændende arrangementer, laver business, rejser … og først på det seneste er hun begyndt at synes, det er dejligt at være i sit eget selskab og lave ingenting.

Men hun har jo ret. Jeg er syg og har været det i flere måneder – er ved at blive udredt, men meget tyder på, at jeg har Lupus – en auto-immun sygdom, så jeg må fremover ikke stresse eller gøre andet, der kan aktivere mit immun-forsvar. Måske kan jeg komme i behandling i slutningen af måneden, men lægen fortalte mig i går, at det tog 2-4 måneder før medicinen var kørt ind og virkede.

Halleluja, jeg er så træt af at lave ingenting, ikke have kræfter til noget som helst og bare være træt, træt, træt.

Så nu skal jeg lære at kede mig!
Hold da helt moule – jeg elsker at få ting til at ske, nyder at være i gang, lave noget, gøre en forskel.
Min slægt har altid sat en dyd i at arbejde – ja, helst knokle, og lediggang er roden til alt ondt. Det passer jo også med vores protestantiske kultur, hvor vi helst skal arbejde i vores ansigts sved.
. og jeg elsker at arbejde, har altid gjort det, nogle vil kalde mig arbejdsnarkoman. Det giver mig både leg og læring, som ifølge Den store danske Ordbog er forskelligt fra at arbejde.

Jeg går i gang med projekt: Jeg keder mig – for nu er de 7 minutter gået

Der skrives så meget om den teknologiske udvikling, men jeg kan ikke overskue det

Hvad kommer alt det nye til at betyde for mit liv, vores families liv, mit arbejde og der hvor jeg bor?

Det er der ingen, der kan svare på – men jeg vil prøve at sætte alt det nye i relation til dagligdagen – få det ned i øjenhøjde, så det er til at forholde sig til.

Faren er, hvis du står af

Mange siger, at de må stå af, for de kan slet ikke overskue det – og det er farligt, for så er der andre, der kommer til at bestemme.

Du kan ikke bestemme, om du vil den teknologiske udvikling eller ej, men med nysgerrighed kan du opdage mulighederne, og råbe vagt i gevær, når der bliver for megen overvågning m.m.

Der er en stor gruppe af seniorer, der giver op, men især seniorer vil blive udsat for rigtig meget velfærdsteknologi –  Jeg vælger at reagere, som jeg gør med opvask: Det skal gøres, så kan jeg lige så godt nyde det.

Det kan du sagtens sige: Du ved noget om

Min historie er, at min søns far er it-nørd, så da han endelig havde fået slæbt mig hen til computeren, så lærte jeg at bruge mails, skrive tekster og kunne også se fordelen ved at søge på nettet. Da vi flyttede fra hinanden, blev jeg direktør i en virksomhed med en it-afdeling med 3 knald-hamrende dygtige it-folk, der var skrappe til at høre, hvad jeg gerne ville have lavet.

I 2011 gik jeg solo – og så sad og jeg så på min pc, og tænkte nu har du to muligheder: “Køb dig fra alt det der med it,eller bøj nakken og gå i gang!” Og jeg valgte det sidste – – havde vist ikke råd til det første, men også fordi jeg kunne fornemme, at det teknologiske tog bare ville komme til at køre stærkere og stærkere.

I starten syntes jeg ikke, at det var nogen fest – og hvor har jeg bandet og svovlet mange gange, og følt mig så DUM. Samtidig me har jeg præparerede mig selv til at synes, at det var spændende, og i dag bander jeg også en gang imellem, men nu har jeg den nysgerrighed, der gør,  at det er sjovt.

Selvom du ikke vil være it-nørd, kan du godt have glæde af alt det nye

Det er dagens gode budskab – it bliver nemmere og nemmere med tiden – den selvkørende bil kan vi alle snart køre i – max 4-5 år.
Vi behøver ikke at eje den, for det bliver også nemmere og nemmere at dele ved hjælp af teknologien – så vi taler til vores telefon og bestiller en bil. Når den kommer låser du den op med din telefon.

og nej, du skal ikke til at programmere den. Du fortæller den, hgoogle-bil_400vor du vil hen, om du vil hurtigst muligt der hen, eller du gerne vil køre ad en bestemt rute. Når du kommer frem, fortæller du bilen om den skal vente på dig, eller den køre videre.  Betalingen er automatisk trukket fra din konto. Og den vil sladre, hvis du glemmer noget i bilen – også is-papiret.

Og nej, det er ikke langt ud i fremtiden – det sker allerede i dag i USA, hvor man kan bestille en Ubertaxa på denne måde og et sted i England.

Teknologien er et af de områder, der for alvor ryster og rykker lidt på fundamentet og skaber nye vilkår for mennesket.

 

Derfor er jeg i gang med bogen: Fremtiden på landet – Vi bestemmer selv.

Når jeg skriver om landet, så er det fordi jeg har mere forstand og forestillingsevne om livet på landet og i de små byer, end i storbyerne.

Er der noget, som du især synes, at jeg skal skrive om?

Mona Hvid mona@monahvid.dk tlf: 2126 6566

 

Mobilitet mellem ørerne inspirerer til bog

For 14 dage siden på vej over Fyn kom pludselig tanken: “Jeg skriver en bog om, hvorfor og hvordan verden er ved at forandre sig – og får fortalt meget af al din viden om transport på landet”

Jeg havde aftenen i forvejen besluttet, at nu var det slut med at  arbejde i weekenderne, og hvis jeg nu skulle igang med at skrive bog, så …

Men det skal jeg, og det er min første rigtige bog. Har en gang skrevet en håndbog, som hedder “Systematisk og strategisk kompetenceudvikling på statslige arbejdspladser” eller noget i den retning, og meget af skriveriet fik jeg faktisk hjælp til.

I dag den 5. juli starter jeg

Så er notesbogen klar og jeg har varmet fingrene op til at komme i gang med bogen

Så er notesbogen klar og jeg har varmet fingrene op til at komme i gang med bogen

De forløbne 14 dage er blevet brugt til at vænne mig til tanken og tænke mange tanker, som er skrevet ned i en stor notesblok. Har været til sommertræf i forfatterforeningen StORDstrømmen – nu skal jeg jo have mig et netværk af forfattere. Det var utroligt spændende, så mange og så vidt forskellig måde at bruge sproget på fra salmedigter til krimiforfatter, fra fuldtids fagbogforfatter til de, der havde haft en bog inde i hovedet i mange år.

Til sommertræf i forfatterforeningen

Til sommertræf i forfatterforeningen

Mobilitet mellem ørerne – transport på landet

Sådan er arbejdstitlen, men den kan jo nå at ændres. Der har været mange overvejelser om indholdet:

En ting har været sikker, at det vigtigste med bogen er, at jeg får forklaret, så ALLE kan forstå, hvorfor verden forandrer sig så hurtigt.

Jeg har det selv sådan, at hvis jeg ved, hvorfor tingene sker, så er det lidt nemmere at kapere. Og vi kan jo alle mærke den stigende usikkerhed over alt det, som slet ikke længere er, som det plejer at være.

Vi kan også se det valg i Danmark og andre lande, at partier som Dansk Folkeparti og tilsvarende partier går frem, og alle undersøgelser peger på, at deres vælgere er de, der ikke ønsker forandring, og gerne vil kunne bibeholde livet, som det måske var for 20 år siden.

Beklager – det kan ikke lade sig gøre. Forandringshastigheden vil bare stige, og du kan ikke bare stå af – det vil for de fleste gøre livet meget besværligt og måske endda ubehageligt.

Og nej, jeg lægger mig ikke på knæ og tilbeder udviklingen – den har som alt andet her i livet sine gode og sine dårlige sider, men jeg ved, at hvis jeg vender ryggen til, så kommer den til at bestemme over mig, mens jeg har en chance – måske er den lille – for at være med til at forme mit liv, hvis jeg ser den i øjnene.

Det er det, som jeg vil invitere mine læsere med til.

Hvis du vil følge med i processen, så skriv dig op til mit nyhedsbrev monahvid.dk

Hav en herlig sommer – og jeg vil nyde at sidde ved tastaturet og skrive – enten her i UdviklingsHus Fuglebjerg eller et eller andet sted i sommerlandet – hvor livet fører mig hen.

Mona Hvid
mona@monahvid.dk
tlf 2126 6566